760 personer registreret smittet med corona siden i går

Særligt Aarhus stikker ud i dagens tal, der er de højeste siden foråret.

Der kan være flere restriktioner på vej for at håndtere de stigende smittetal. (Foto: Claus bech © Scanpix)

760 nye smittede er registreret siden i går. Det er det højeste på én dag siden foråret.

Fire personer er døde, og 124 er indlagte.

Der er 17 på intensiv, og ud af dem er 12 i respirator.

Det viser den nyeste opgørelse fra sundhedsmyndighederne.

Særligt Aarhus stikker ud i dagens tal. Her har man registreret 103 nye smittetilfælde det seneste døgn.

Samtidig er der også en stigende andel af de testede, der er smittede. Det er et tegn på, at der er en reel stigning i smitten, og at det ikke bare handler om, at flere er blevet testet denne uge end i efterårsferien.

Dagens smittetal får Viggo Andreasen, som er matematikepidemiolog ved Roskilde Universitetscenter, til at komme med en klar anbefaling til myndighederne:

- Der er brug for yderligere opstramninger. Et forsamlingsforbud er et godt bud, for der er fortsat for meget socialt samvær, siger han.

Viggo Andreasen peger på, at den aktuelle stigning dog ikke er lige så hurtig, som vi så det i september, hvor tallene steg med det dobbelte på én uge.

- Jeg havde troet, at de restriktioner, der blev indført i september, kunne række frem til jul. Men det var ikke nok, og nu er vi nødt til at se på det længere perspektiv, fordi det er efterår, og vi rykker tættere sammen.

Varsler nye restriktioner

Både sundhedsminister Magnus Heunicke og statsminister Mette Frederiksen har da også tidligere i dag varslet, at der kan være flere restriktioner på vej for at kontrollere den stigende smitte.

Restriktionerne kan omfatte mere brug af mundbind, eller at man strammer forsamlingsforbuddet, som i øjeblikket er på 50.

- Mit budskab er nu, at stigningen, vi har set de seneste dage i Danmark og seneste halvanden uge i Europa, det er en reel anden bølge. Derfor er det lige nu, vi alle sammen skal holde afstand, spritte af og alt det her, siger Heunicke.

Kontakttallet i Danmark er i øjeblikket på 1. Det betyder, at coronaepidemien er stabil, idet hver smittet i gennemsnit giver virusset videre til én anden person.

Europa-kort kan blive helt orange

Ydermere er der risiko for, at hele Europa-kortet senere i eftermiddag bliver "orange", hvilket betyder, at alle ikke-nødvendige rejser frarådes. Det varslede direktør for Borgerservice i Udenrigsministeriet, Erik Brøgger, ved et pressemøde i går.

Udenrigsministeriet har indkaldt pressen til orientering, når de nye rejsevejledninger lander i eftermiddag klokken 16.

Facebook
Twitter