90-årige Else køber ekstra rengøring: Så længe jeg har pengene er det fint

Vejle-pensionisten Else Margrethe Nielsen er glad for at kunne købe ekstra rengøring direkte af kommunen.

Den 90-årige pensionist Else Margrethe Petersen fra Vejle kan godt lide at få gjort grundigt hovedrent. Derfor køber hun ekstra hjælp af kommunen. (Foto: Bardur Thomsen © DR Nyheder)

Hun er fyldt 90 år og kan ikke længere selv svinge fejekosten i sin lejlighed i Vejle.

Derfor får Else Margrethe Nielsen jævnligt besøg af hjemmehjælpere fra Vejle Kommune, der blandt andet hjælper hende op af sengen, laver mad og kører hende på cafeteria, når hun skal dét.

Hjemmehjælpen gør også rent – men ikke helt så meget, som Elsa Margrethe Nielssen gerne ville.

- Vi får jo gjort rent hver 14. dag. Og det er jo sådan lidt hu-hej vilde dyr. Og det altså rart at få gjort ordentlig rent et par gange om året, fortæller den tidligere cigarsorterer.

Derfor køber Else Margrethe Nielsen sig til ekstra rengøringshjælp to gange om året.

- Det er forårsrengøring og efterårsrengøring og det er dejligt, at der bliver ekstra rent, fortæller hun.

Køb ekstra hjælp af kommunens hjemmehjælper

Som borger i Vejle Kommune kan Else Margrethe Petersen købe den ekstra rengøring af den kommunale hjemmehjælp, som i forvejen kommer i hendes hjem.

Det kan hun, fordi Vejle i sin egenskab af frikommune har haft lov til at forsøge sig med at tage betaling for ekstra ydelser i ældreplejen. Det samme har fem andre kommuner haft.

Det betyder, at borgerne i Fredensborg, Fredericia, Odsherred, Vesthimmerland, Viborg og altså Vejle siden 2012 har haft mulighed for at købe for eksempel hovedrengøring, et ekstra bad eller en ledsager til indkøbsturen direkte af kommunen.

Hjælp af en, man kender

En mulighed, Else Margrethe Nielsen har været glad for – fordi hun så kan få yderligere hjælp af et menneske, som hun ser i det daglige og kender i forvejen.

- Det betyder meget, at det er én, jeg kender. For hun ved, hvordan det skal være, hvor det hele er henne og hvordan jeg vil have det, siger hun.

Else Margrethe Nielsen har fået tildelt to gange én time til hovedrengøring hvert år af kommunen. Men så tilkøber hun altså to timer hver gang, der alligevel skal gøres hovedrent.

Mellem 315 og 545 kr

Prisen for en times ekstra hjælp er 545 kr. for en faglært medarbejder eller 315 kr. for en ufaglært på hverdage i Vejle Kommune. Og det har Else Margrethe Petersen ingen problemer med.

- Så længe, jeg har pengene, gør det jo ingenting. Jeg skal ikke ud og more mig – så det er helt fint, siger hun.

Det er de færreste af de ca. 5000 hjemmehjælpmodtagere i de seks frikommuner, der har valgt at hive pengene op af lommen for at få ekstra hjælp af deres egen hjemmehjælper.

Kun hver 25. har købt ekstra ydelser én eller flere gange.

Private virksomheder, der varetager hjemmehjælpen, har mulighed for at sælge ekstra ydelser i alle kommuner.