91.000 sad i kø ved computeren - de fleste forgæves: 'Der vil altid være nogle, som er skuffede'

Der var rift om pengene, da der onsdag blev delt ud fra Bygningspuljen til energirenovering af boliger.

Omkring 91.000 danskere sad onsdag i kø med håb om at få tilskud til energirenoveringer af boligen. Grafik: Palle Herløv, DR. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix © Henning Bagger/Scanpix)

Tusindvis af håbefulde, danske boligejere tilbragte mange timer foran computeren i går.

Klokken ti om formiddagen blev der åbnet for muligheden for at søge tilskud fra Bygningspuljen, der skal fremme energibesparelser i boliger.

Blot 13 timer senere havde alle pengene - 250 millioner kroner - fået ben at gå på, oplyser Energistyrelsen, der modtog 8.600 ansøgninger.

Dermed har et meget stort antal danskere ventet forgæves uden at nå igennem køen.

Kontorchef i Energistyrelsen Heidi Ingeman Koch opfordrer boligejere, der ikke nåede at få tilskud, til at søge i næste runde - eller gennemføre projekter ved hjælp af andre ordninger.

- Vi glæder os over den store interesse for mere klimavenlige boliger. Hvis tilskud er afgørende, er der en ny chance i næste runde af puljen til sommer, siger hun.

Én af dem, der måtte slukke computeren uden at have fået del i pengene, er Lars Jakobsen, er bor i et parcelhus fra '72. Det ligger i fynske Aarup.

Lars Jakobsen loggede ind omkring klokken 9.30 og fik kønummer 31.395. Det kom bag på ham, at der var stor interesse.

- Efter en times tid var der forsvundet 730 i køen foran mig. Klokken 15.51 var der stadig 26.128, før det blev min tur, siger Lars Jakobsen.

Hans hovedregning fortalte ham, at han ville skulle vente i 40 timer på at komme igennem, og ved 22-tiden droppede han køen.

Lars' håb var at hente omkring 40.000 kroner bl.a. til udskiftning af sit gamle gasfyr, der er ved at stå af, med en varmepumpe.

- Der er så meget snak om, at vi skal nedbringe co2-udslippet og så videre. Det er rigtig fint med en pulje, der gør det muligt at lave nogle energirenoveringer, men det er godt nok svært at få del i pengene.

Lars Jakobsen fra Aarup var én af dem, der ikke fik tilskud ved gårsdagens ansøgerrunde. Han havde håbet på at kunne skifte sit gamle gasfyr ud. (Foto: Pernille Stiesdal)

I Kerteminde bor Allan Jørgensen i et gammelt bondehus med et pillefyr, der æder to sække træpiller om morgenen og tilsvarende to sække om eftermiddagen for at holde sig i gang.

- Det skal køre hele tiden. Ellers er der igen varme i huset. Når det er koldt, er vi nødt til at være hjemme for at sikre, at der er piller i ovnen, siger ejer Allan Jørgensen.

Han drømmer om at skifte pillefyret ud med en varmepumpe, hvilket løber op i godt 100.000 kroner. Han var derfor også blandt de håbefulde, der sad foran skærmen og ventede forgæves.

- Det vil give os mere fleksibilitet i hverdagen med en anden varmekilde, og så gør vi det da også af hensyn til miljøet, siger han.

Kort efter klokken 23 lukkede køsystemet ned, og Energistyrelsen meldte ud, at nu var løbet kørt for denne gang.

Da var der ansøgt om flere penge, end der er afsat i den her runde. Interessen har været enormt stor, og da der var flest i kø, rundede tallet 91.000, oplyser Ture Falbe-Hansen, der er pressechef i Energistyrelsen.

- Der er de penge, der er. Derfor kan det i sagens natur kun være en lille del, der har en jordisk chance for at få del i dem. Der vil altid være nogle, som er skuffede, og til dem vil jeg sige, at de skal huske på, at ordningen kører over flere år, og der er afsat i alt 2,5 milliarder kroner til det her, siger Ture Falbe-Hansen til DR Nyheder.

Han fortæller, at medarbejderne hos SparEnergi.dk, som er den side, hvor man kunne søge om tilskud, i løbet af torsdagen har modtaget mange henvendelser fra folk, der føler sig urimeligt behandlet efter at have siddet i digital kø uden at få noget ud af det.

- En del stiller spørgsmål til det system, vi bruger. Det er et standardsystem - en ansøgningsportal - ligesom når man står i kø til at bestille billetter til eksempelvis en fodboldkamp, siger Ture Falbe-Hansen.

- Det er altså ikke én eller anden skrabet model, vi selv har været ude at købe. Den slags systemer har bare en begrænsning, og grænsen bliver hurtigt nået, når så mange tusinder prøver at logge ind samtidig, forklarer pressechefen.

Da der første gang blev uddelt penge fra Bygningspuljen i oktober 2020, modtog Energistyrelsen 19.336 ansøgninger.

Boligejerne havde 14 dage til at ansøge, men allerede efter fire dage havde styrelsen modtaget så mange ansøgninger, at det fulde beløb til udbetaling var nået, og to tredjedele af ansøgerne havde derfor reelt ingen chance, da pengene bliver fordelt efter først-til-mølle-princip.

Dengang var der 245 millioner kroner i kassen, som blev givet til 5.420 glade modtagere.

Den her gang lukkede systemet ned, da beløbsgrænsen var nået - netop for at folk ikke skulle bruge tid på at udfylde ansøgningsformularer uden chance for at få tilskud.

De ansøgere, der nåede at indsende deres næsten færdige ansøgning, da ansøgningsrunden blev lukket ved 23-tiden, får dog mulighed for at indsende de kommende dage.

Energistyrelsen er nu i gang med at behandle de 8.600 ansøgninger, der er modtaget. Det forventes, at langt de fleste ansøgere kan få tilskud, og der vil ikke blive givet afslag, fordi puljens midler er opbrugt, oplyser styrelsen.

Ansøgere skal ikke foretage sig andet end at vente på svar.

Der er afsat i alt ca. 2,5 mia. kr. til Bygningspuljen fra 2020-2026. De næste tilskudsrunder finder sted lige efter sommerferien og i efteråret.

Facebook
Twitter