94-årig måtte selv fjerne skrald

Husk at sortere dit affald! En skraldemand blev fornylig så frustreret over manglende sortering, at han tømte skraldespanden ud på fortovet. En 94-årig kvinde måtte så selv sørge for skraldet.

En hjemmehjælpervikar havde sorteret affaldet forkert, så plastik var endt containeren til grønt affald (arkivfoto). (Foto: Jakob Andresen © DR København)

Det kan være svært at rydde et tilsvinet fortov, når man er 94 år gammel og bruger rollator.

Det blev fru Thorsteinsson fra Amager dog nødt til, da hun en morgen vågnede op til et fortov fyldt med de seneste dages affald, skriver Amagerbladet

Sorteret forkert

En hjemmehjælpervikar havde sorteret affaldet forkert, så plastik var endt containeren til grønt affald. Det gjorde en renovationsmedarbejder så vred, at han tømte det fejlsorterede affald foran den 94-åriges bolig.

- Hvordan havde de tænkt sig, at en dame over de 90, skulle kunne samle affaldet op med sin rollator?, spørger nabo Ingrid Slott i avisen.

Gjort det i god mening

Hos Københavns Kommune understreger konsulent Michael Toftum, at det ikke er kutyme at smide affald på gaden.

- Og det er heldigvis også sjældent, at vi kommer ud for det. Jeg tror umiddelbart, at han har gjort det i en god mening for at få haveaffaldet genbrugt, men han har ikke gjort, hvad han er blevet bedt om, siger Michael Toftum til avisen.

Fru Thorsteinssons to naboer greb i øvrigt en skovl og hjalp til med at fjerne skraldet.

Facebook
Twitter