For et år siden kårede vælgerne SF-leder Villy Søvndal som Danmarks bedste partileder. Trods den historiske bedrift, med at sikre SF en plads i regering, havner Villy Søvndal i dag som den næstdårligste partileder.
Den konservative partileder Lars Barfoed er med en karakter på 3,2 ved at dumpe i vælgernes øjne, mens Margrethe Vestager (R) er landets bedste partileder.
Læg stilen om
SF-formand og udenrigsminister Villy Søvndal har en kedelig ting til fælles med sin politiske modstander, den konservative partileder Lars Barfoed:
Begge har i den grad brug for, at vælgerne ændrer opfattelse af de to mænds evner til at stå i spidsen for deres respektive partier - ellers kan det blive fatalt for begge.
I hvert fald sender vælgerne Søvndal og Barfoed helt i bund, når de skal vurdere evnerne hos de otte partiledere på Christiansborg.
Kvinderne topper
Derimod kan Margrethe Vestager (R) og Enhedslistens politiske ordfører Johanne Schmidt-Nielsen gå veltilfredse på juleferie. Begge partiledere vurderes bedst af alle og med et klart forspring ned til nummer tre på listen, Venstres formand og tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen.
Først på en femteplads og efter Dansk Folkepartis leder Pia Kjærsgaard kommer Helle Thorning-Schmidt.
Det fremgår af en omfattende undersøgelse, som Analyse Danmark har foretaget for Ugebrevet A4 blandt 1.943 repræsentativt udvalgte danskere.Troværdighed vigtigI målingen har vælgerne for andet år i træk på nøjagtig samme måde bedømt partiledernes evner til at forvalte embedet og være en dygtig og troværdig partileder og politiker. Målestokken er Undervisningsministeriets gældende syv-trinsskala, der benyttes overalt i danske uddannelsesinstitutioner.
Her kræves et 12-tal for en fremragende præstation, mens 7 betragtes som den gode præstation, 4 er den jævne og et 2-tal betyder, at eleven lige netop er bestået.Søvndal er styrtdykketTrods Villy Søvndals historiske bedrift med at sikre SF en plads i regering, er han styrtdykket fra sidste års vinderkarakter på 6,2 til dette års gennemsnit på 3,4.
Politisk kommentator Hans Engell mener da heller ikke, SF-formanden har haft en heldig hånd i det forgangne år, hverken som udenrigsminister eller som partileder.
Ifølge Hans Engell er Villy Søvndals arbejdsstil flagrende, og det passede bedre til at være skarp oppositionspolitiker end som del af en regeringstrojka.
- Tidligere havde Villy Søvndal nogle markante meldinger, og så hoppede han videre til næste sag, men den arbejdsstil dur ikke som minister. Nu hænger han på det. Når han kommer med skarpe meldinger, skal tingene også følges til dørs,siger han.
Mange forklaringer
SF's politiske ordfører, Jesper Petersen, vil ikke pege på en enkelt ting, som er gået galt for Villy Søvndals score. Der er mange forklaringer på den dårlige måling, vurderer han.
- Vi ville selvfølgelig ønske, at de tal var pænere, men det er ikke noget, der ændrer sig med et fingerknips eller noget, som en optræden i 'Vild med Dans' kan lave om på. Det er det hårde knoklearbejde hver dag og de politiske resultater, det handler om, siger han.
Barfoed i problemer
Også Lars Barfoed, der for mindre et år siden overtog Det Konservative Folkeparti fra partiets tidligere leder, Lene Espersen, har ifølge A4-undersøgelsen alvorlige problemer med vælgerne.
Trods nyt ansigt og et forsøg på at udstikke en ny midtsøgende kurs fastholder Lars Barfoed den bundplacering, som Lene Espersen havnede på sidste år.
Godt nok dumpede vælgerne Lene Espersens evner som partileder med et brag, da hun kun opnåede et gennemsnit på 1,4. Så galt går det ikke for hendes afløser i år, der trods alt formår at presse karakternålen op på 3,2 i snit hos danskerne.
Konservative flygter
Selv blandt de relativt få vælgere, som ved valget i september faktisk satte kryds ved De Konservative, står Lars Barfoed uhyre svagt. Han opnår kun et gennemsnit på 5,8 blandt sine egne vælgere. Det er langt under middel.
Og på trods af, at karakteren 5,8 umiddelbart kunne synes som på det jævne, er Lars Barfoed klart den af Folketingets otte partiledere, som scorer lavest hos sine egne vælgere.
Enhedslisten hitter
Eksempelvis opnår Enhedslistens forkvinde en samlet karakter på 6,8, mens 56 procent af Enhedslistens vælgere giver Johanne Schmidt-Nielsen topkarakteren 12. For SF's Villy Søvndal er det 9 procent af SF's vælgere, der synes, han gør det perfekt.
Til sammenligning er det kun 2 procent af Lars Barfoeds vælgere, der hiver 12-tallet frem i bedømmelsen af K-lederen.
Ifølge valgforsker på Københavns Universitet professor Kasper Møller Hansen skyldes Barfoeds elendige skudsmål især, at Konservative har mistet sin mærkesag, skattepolitikken, til Liberal Alliance. - Lige nu står Konservative i en meget svær situation med en partileder, som vælgerne ikke synes særlig godt om og med en politik, der er blevet stjålet af de andre. De står virkelig med et kæmpe problem,« vurderer han.