Aalborg lokker studerende til: Jonas fik lejlighed ved havnefronten til 3.639 om måneden

I nogle postnumre er op mod hver femte beboer studerende, viser DR's oversigtskort.

Berigtigelse: DR har tolket tallene fra Danmarks Statistiks database forkert i forbindelse med første udgivelse af denne artikel. Det viser sig, at tallene omhandler alle personer under uddannelse bredt forstået. Det vil sige, at tallene ikke kun gælder studerende, men også skole- og gymnasieelever. Samtidig er alle studerende ikke omfattet af opgørelsen, for hvis en studerende også arbejder, vil vedkommende blive registreret i job i stedet for som studerende.

DR har efterfølgende opdateret artiklen med de korrekte tal, som viser, at Aalborg efter den korrekte opgørelse ikke er det sted med den højeste andel studerende, men i stedet Aarhus C.

DR beklager fejlen.

Når Jonas Kruse Scharling Jensen får besøg af venner fra andre byer, er de 'pissemisundelige' over, hvordan han bor.

Lejligheden på 50 kvadratmeter ligger ved havnefronten i Aalborg, og han betaler 3.639 kroner om måneden inklusiv vand, varme og 100 Mbit internet.

Jomfru Ane Gade og den centrale by ligger i gåafstand, og det er let at møde andre unge.

I Aalborg C er næsten hver femte indbygger studererende, mens Aarhus har rekorden i studerende, der bor centralt. Her er det næsten hver tredje.

I København får de unge til gengæld dårligere og dårligere råd til at bo i Indre By og brokvarterne, viser de nyeste tal fra Danmarks Statistik, som DR har analyseret.

Jonas Kruse Scharling Jensen, der er 23 år og er blevet optaget som bygningskonstruktør, nyder at bo centralt i et område med mange unge.

- Det er super fedt, at man bare lige kan tage hen og se fodbold eller drikke en øl uden at tænke på, hvornår bussen går. Jeg skal bare ud ad bygningen og gå i få minutter for at møde venner, siger Jonas Kruse Scharling Jensen, som kender mindst ti venner, der bor i området nær Siloen.

Unge vil bo tæt på Jomfru Ane Gade

Siden 2008 har studerende i tusindvis slået sig ned i bymidten af Aalborg, Odense, Aarhus, Esbjerg og København, men flyttestrømmen er dog stoppet i hovedstaden de seneste år, fordi de studerende dårligt har råd til at bo der.

Aalborg midtby har også haft mange indflytterfester. Fra oktober 2014 til oktober 2018 er der flyttet 1.002 flere studerende ind i postnummeret 9000 Aalborg.

Det skyldes, at kommunen i stor stil har støttet byggeri af ungdomsboliger og studieboliger, der ligger helt centralt, fortæller Charlotte Krogh, afdelingsleder for By og Landskabsforvaltningen.

- Unge vil gerne bo tæt på Jomfru Ane Gade, havnefronten, og hvor der sker noget. Når Aalborg placerer lejlighederne centralt og attraktivt i forhold til bylivet, kan det være med til at trække unge studerende til byen, siger hun og mener, at de unge skaber positivt liv i gadebilledet.

Aalborg har bygget over 5.000 ungdomsboliger siden 2010.

Chancen for at få en bolig er så god, at foreningen AKU-Aalborg tilbyder studerende en tag-over-hovedet-garanti. Unge skal altså ikke begynde studiet som boligløs, men er sikret et midlertidigt sted at bo, hvis boligsøgningen glipper.

Boliggaranti giver studerende ro

Når Aalborg Universitet holder åbent hus, er det en fordel, at de kan lokke med et godt sted at bo.

- Det er en måde at tiltrække studerende, at vi kan tilbyde attraktive boliger midt i byen. De unge kan bedre slappe af, fordi de ved, at de kan få et sted at bo. I andre byer kan det være et kæmpe issue at få fodfæste, siger prorektor for Aalborg Universitet Inger Askehave.

For Aalborg og hele Nordjylland er det vigtigt at kunne trække studerende til, fortæller Inger Askehave.

Når de studerende føler sig godt hjemme i Aalborg, er der større sandsynlighed for, at de bliver hængende efter uddannelse. På den måde kan Nordjylland bedre sikre veluddannet arbejdskraft, mener hun.

Jonas føler sig velkommen

Jonas Kruse Scharling Jensen flyttede fra Fredericia til Aalborg, da han skulle i gang med at studere.

Han føler sig godt taget imod.

- Det er enormt fedt, at der er bygget så mange studieboliger. Det kan ikke være en bedre placering. Byen gør meget for at få de studerende til at flytte her op, siger han.

Studerende skal dog ikke forvente, at Aalborg bliver ved med at bygge mange nye ungdomsboliger, for markedet er ved at være mættet.

I foråret fremlagde Aalborg Kommune en ny kommuneplan. Her viste prognoser, at der fremover vil være færre unge i Aalborg, men til gengæld flere ældre.

Efterfølgende sagde borgmester Thomas-Kastrup-Larsen (S) til Nordjyske.

- Jeg synes ikke, at vi i fremtiden skal sætte gang i byggeri af flere ungdomsboliger end dem, der ligger nu. Så skal der i hvert fald ske et eller andet markant, fortalte borgmesteren, der mente, at der i højere grad var behov for seniorboliger end ungdomsboliger de næste år.

Facebook
Twitter