To år gammelt hjemmerøveri opklaret

Et to år gammelt hjemmerøveri er stort set opklaret. Ofrene kommer sig aldrig.

Hanne Hørdum og hendes mand blev for to år siden overfaldet af tre røvere i deres hjem. Nu er sagen stort set opklaret, men ofrene kommer sig aldrig over overfaldet. (© DR)

Et to år gammelt hjemmerøveri i Svendborg er stort set opklaret.

Tre lokale unge er fremstillet i retten og har overfor politiet erkendt, at de stod bag et overfald på et par i deres hjem nær Svendborg 16. februar 2011.

Retten har netop afgjort, at den 19-årig hovedmand er blevet fængslet for fire uger, mens hans to jævnaldrende medgerningsmænd blev løsladt indtil retssagen. Det skriver Fyens Stiftstidende.

De tre unge blev anholdt tirsdag morgen efter et tip fra offentligheden.

- Et vidne har henvendt sig med oplysninger, fortæller advokaturchef Mette Lise Bakkely i Fyns Politi om årsagen til gennembruddet i efterforskning.

Offer: Jeg kommer mig aldrig

For ofrene for forbrydelsen er alt dog ikke glemt, fordi politiet opklarer sagen.

- Jeg kommer mig aldrig over det, uanset om de bliver dømt aller ej. Men det er da betryggende, hvis gerningsmændene findes og sættes bag lås og slå, siger Hanne Hørdum, der blev udsat for overfaldet i 2011, til DR Nyheder.

Ved overfaldet blev parret truet med en pistol, som formentlig er en attrap. Desuden blev manden i huset slået, så han måtte på skadestuen for at blive syet, oplyser advokaturchefen.

De tre sigtede er lokale unge, som politiet kender lidt til i forvejen. De unge troede, at parret, der er sidst i halvtredserne, lå inde med kontanter.

Facebook
Twitter