Den 2. januar for to år siden udviklede en togtur med et lyntog fra Aarhus til Københavns Lufthavn sig til en fatal dødsulykke.

Det fortæller 29-årige Simon. Han var en af de 131 passagerer, der startede året med en tur med DSB.

Det skulle blot have været første etape af årets første arbejdsdag, men pludselig fandt Simon sig selv stående i bælgravende mørke med vindstød af stormstyrke direkte ind i det sønderrevne tog. Han husker sekunderne efter ulykken:

Glædede sig til årets første arbejdsdag

Toget var kørt fra Aarhus klokken 5.19, men først to timer senere stod Simon, som ikke har lyst til at få sit efternavn nævnt, på i Nyborg. Han var blevet hentet i bil hjemme i Odense af sin skipper og gode ven Uffe Gjedsig. De skulle sammen mønstre et skib i Rønne senere samme dag.

Som sømænd arbejder Simon og Uffe i turnus, hvor de er tre uger på havet og tre uger hjemme. Og Simon var begyndt at kede sig hjemme, så han glædede sig til at komme afsted.

Nytåret var ikke blevet fejret med kæmpe fest og efterfølgende tømmermænd, så for Simon var den 2. januar som enhver anden morgen. Med havregryn og cornflakes på morgenmadsmenuen, og mørket og blæsten udenfor vinduet i lejligheden generede ham ikke. Som sømand er han vant til hårdt vejr, og faktisk tænkte han så lidt over blæsevejret, at han glemte at få sin vinterjakke med, da han tog hjemmefra.

Droppede stillekupéen ved en tilfældighed

Simon og Uffe havde egentlig pladsbilletter til stillekupéen, men fordi de gerne ville snakke om, hvad de havde oplevet henover julen og nytåret, valgte de at droppe deres reserverede pladser i vognen, hvor man ikke må snakke sammen, og sætte sig i en anden del af den forreste vogn.

De satte sig på to ledige pladser, og toget begyndte at køre. Hvor længe det nåede at køre, ved Simon ikke, men pludselig lød et brag. Ikke et brag Simon havde hørt før. Hans første tanke var, at der var én ombord på toget, som havde sprængt sig selv i luften.

På det tidspunkt anede ingen i toget, at en tom sættevognstrailer havde revet sig løs fra et modkørende godstog og boret sig ind i lyntogets forreste kupé. En kupé hvor 11 mennesker sad.

At de lige havde været med i det, der senere skulle vise sig at være den værste togulykke i Danmark i 30 år. Eller at redningsarbejdet over det næste døgns tid skulle vise, at otte personer havde mistet livet. 18 var kvæstede.

Simon ser i DR-programmet 'Togulykken på Storebælt' tilbage på ulykken. Her møder vi ligeledes Mikkel, der mistede sin mor samt gravide Kamilla og Peter, der også begge var med toget den onsdag morgen for to år siden. Alle fire fortæller deres historie om, hvordan de reagerede, da ulykken pludselig blev en del af deres liv.

Ingen ved, hvordan et menneske vil reagere under en voldsom påvirkning. Hverken når det sker eller efterfølgende. Det siger chefpsykolog og leder af Afdeling for Krisepsykologi på Rigshospitalet, Anders Korsgaard. Han uddyber, at det blandt andet afhænger af, hvor tæt du er på ulykken, og hvad du ser og oplever.

“Er der nogen, der kan førstehjælp?”

Simon var tæt på. Meget tæt på. I den vogn han opholdt sig var alt kaos. Der var glassplinter overalt fra de smadrede ruder, og strømmen var røget, så skydedørene havde sat sig fast, og ingen kunne komme nogle vegne.

Alle rejste sig for at gå rundt og tjekke hinanden, men der var ikke rigtig nogle, der snakkede sammen om, hvad der var sket. Ikke så vidt Simon husker. Han frøs og manglede pludselig den jakke, han havde glemt hjemme i lejligheden. Uvisheden, om hvad der var sket, var det værste, husker han. Og han havde egentlig kun et ønske:

Ingen i den vogn, Simon befandt sig i, var kommet alvorligt til skade. Folk var blevet ramt af glasskår, og det børste de af hinandens hår og tøj. Der var kun tale om snitsår, fortæller Simon.

Værre så det ud længere oppe foran i toget. I stillekupéen. Hvor Simon og Uffe havde pladsbillet til. På trods af, at alt var mørkt, kunne Simon se nogen bevæge sig derinde. Og da nogle passagerer endelig fik skydedøren op, blev der råbt efter assistance til førstehjælp.

Mennesker handler groft sagt på tre forskellige måder i en krisesituation: Nogle stivner. Nogle handler. Andre går i panik.

Typiske reaktionsmønstre på traumatiske oplevelser:

Simon og Uffe reagerede straks. De har taget et udvidet førstehjælpskursus af en uges varighed, fordi det skal de have, når de sejler. Så de bevægede sig uden at tænke nærmere over det frem mod mørke og kaos.

Simon fik fat i en lommelygte, så de kunne se ind i den værst ramte kupé. Her blev de mødt af et forfærdeligt syn.

Af mennesker der var omkommet i ulykken. Af menneskekroppe som ikke længere var hele.

Det var der dog ikke tid til at tænke på der, for Simon skulle sammen med Uffe og flere andre sørge for at få dem ud, der stadig var i live.

Fanget i toget

Simon, Uffe og de øvrige passagerer hjalp i alt fire personer ud fra stillekupéen i live. Og nu stod de alle og ventede i den kupé, som Simon oprindeligt sad i.

Det føltes som en evighed, før de langt om længe fik øje på blå blink oppe på Storebæltsbroen. De fik troen på, at der ikke ville gå lang tid, før de kunne komme ud. Men det gjorde der.

Der var flere ting, der skulle klares, før redningsarbejderne kunne nærme sig det forulykkede passagertog. Strømmen i køreledninger skulle slukkes, ligesom der skulle etableres en gangbro mellem kørebanen og banelegemet.

Hvor lang tid, de ventede, ved Simon ikke. Men det føltes som længe. Stormen havde frit spil ind af den smadrede togside, så alle frøs. Og Simon var chokeret efter det, han lige havde set.

Ville ikke sidde hjemme og falde i et hul

Da redningsmandskabet endelig kunne få adgang til toget, blev alle de tilskadekomne reddet først ud og kørt til Odense Universitetshospital.

Skydedørene mellem vognene var blevet åbnet, så Simon, Uffe og de øvrige fra den forreste vogn kunne gå ned igennem toget og komme ud den vej.

Nede i den anden ende var stemningen en helt anden, kunne Simon mærke. Ingen her vidste præcis, hvad der var sket længere oppe, og ingen snakkede sammen eller fortalte noget.

Alle uskadte blev kørt i busser til et oprettet krisecenter ved Nyborg. Her husker Simon ikke rigtigt, hvad der skete. Men han ved, at han og Uffe blev enige om, at de allerede samme dag skulle fortsætte deres rejse mod skibet i Rønne og tage på arbejde. Ganske som planlagt, da de steg på toget i Nyborg flere timer tidligere.

Simon var ikke et sekund i tvivl om, at det helt rigtige for ham var at komme på arbejde for ikke at synke ned i et hul derhjemme. Hvor han ikke har noget arbejde. Og ude på havet ville han kunne snakke med Uffe om deres fælles oplevelse.

Simon siger selv, at han brugte Uffe som psykolog, og det kan ifølge Anders Korsgaard være en rigtig god ting at bruge hinanden på den måde, hvis man har været ude for den samme oplevelse. Til at få lagt selve puslespillet omkring, hvad der skete. At få alle brikkerne på plads.

Hver dag i de tre uger, Simon og Uffe var ude at sejle lige efter ulykken, snakkede de om oplevelsen flere gange om dagen. Men kun meget sjældent om hvad de havde set, for de detaljer var der ingen grund til at rippe op i.

De voldsomme billeder dukkede op i tankerne

Simon har efterfølgende ikke snakket med en 'rigtig' psykolog. Han har ikke følt behovet for at dele sine oplevelser med andre. Han føler, at han har fået snakket det godt igennem med Uffe. Og så ved han også, at hvis han skal fortælle folk om ulykken, så begynder billederne af, hvad han har set at køre rundt i hovedet igen.

Det er den 29-årige sømand ikke så vild med, for der er ingen tvivl om, at oplevelsen satte sig i ham. Og det er en helt klassisk reaktion, at minderne i form af billeder på den måde kører i loop, siger chefpsykolog Anders Korsgaard.

Simon blev i ugen efter ulykken ofte ramt af kuldegysninger. Han følte, at den kulde, han rent fysisk mærkede på sin krop, mens han stod uden jakke i det sønderrevne tog, forfulgte ham efterfølgende. Især når han skulle sove.

Oveni kuldegysningerne kom billederne af den ødelagte stillekupé også indimellem frem i Simons tanker. Både ledningerne, der hang ned fra loftet, borde og stole og andet inventar, der var kastet rundt og den oprevne side. Og værst af alt, de døde og lemlæstede kroppe han så derinde.

Det hele har brændt sig fast, fortæller Simon:

"Det kunne ligeså godt have været mig"

Simon tænker i dag ikke så meget på ulykken, men den dukker op, når han bliver mindet om den i medierne eller på andre måder. Og i begyndelsen var der særlig én følelse, der meldte sig. Tanken om at “det kunne ligeså godt have været mig, der havde siddet inde i den kupé”.

De havde helt tilfældigt valgt at sætte sig et andet sted, og det tænkte Simon meget på i tiden efter ulykken.

Det er ikke ualmindeligt at få den slags tanker, siger Anders Korsgaard, der er chefpsykolog og leder af Afdeling for Krisepsykologi på Rigshospitalet. Det er nemlig en måde at forsøge at skabe mening med og struktur i noget, der i virkeligheden skete mere eller mindre tilfældigt på baggrund af en række fatale episoder en mørk og tidlig onsdag morgen for to år siden.

Ingen kan straffes for ulykken

Togulykken på Storebælt onsdag den 2. januar 2019 kostede otte mennesker livet. Syv af dem sad i stillekupéen, hvor ulykken ramte værst.

Det var her, den tomme sættevognstrailer borede sig ind gennem togsiden, efter traileren havde revet sig løs fra en godsvogn, der kom kørende fra Sjælland mod Fyn.

Traileren ramte og smadrede også førerkabinen, men lokomotivføreren bukkede sig forover for at søge dækning, da han i det fjerne så, at der kom gnister fra det modkørende godstog. Det reddede hans liv, og han slap uden skader.

Den endelige rapport fra Havarikommissionen konkluderede i december måned 2019, at det mest sandsynlige scenarie var, at sættevognstraileren på godstoget ikke var låst ordentlig fast, og at vinden fik traileren til at rive sig løs.

I december måned sidste år blev der sat et endelig punktum i sagen, da Fyns Politi slog fast, at ingen “har handlet uagtsomt eller forsætligt i en henseende, så man efterfølgende kan straffes for det”, og derfor vil ingen blive tiltalt for ulykken.

Se 'Togulykken på Storebælt' på DR TV.

Simon har ikke ønsket at få sit efternavn bragt i forbindelse med artiklen. DR er bekendt med hans fulde navn.