Aarhus' borgmester klar til at genåbne gymnasier - allerede i morgen

Jacob Bundsgaard har været i kontakt med ministeriet - og de siger 'god' for gradvis genåbning.

Gymnasieelever har udtrykt utilfredshed med, at deres gymnasier i Aarhus var lukkede, mens for eksempel caféer forblev åbne. (Foto: Mikkel Berg Pedersen © Scanpix)

Aarhus' borgmester, Jacob Bundsgaard, er klar til at genåbne kommunens gymnasier, der har været lukkede efter en stigning i coronasmitten i kommunen.

Borgmester Jacob Bundsgaard understreger, at det er 'enormt vigtigt', at aarhusianerne bliver ved med at overholde myndighedernes retningslinjer. (Foto: Kim Haugaard © Scanpix)

Det siger han efter at have modtaget en melding fra Sundheds- og ældreministeriet.

- De melder, at nu kan gymnasieelever i Aarhus i et vist omfang og gradvist komme tilbage i gymnasierne. Allerede i morgen kan halvdelen af eleverne være fysisk til stede i klasserne igen, siger han.

Den socialdemokratiske borgmester er glad for udmeldingen, kalder det en 'dejlig nyhed', men understreger, at genopblusningen ikke er helt forsvundet.

- Det er godt og et udtryk for, at smittetallet - eller stigningen i smittetallet - er faldet. Men vi er ikke i mål endnu. Vi skal stadig vise høj agtpågivenhed og overholde myndighedernes anbefalinger og retningslinjer, siger Jacob Bundsgaard.

  • Flere elever gik på gaden tidligere i dag for at demonstrere mod nedlukningen af gymnasierne i Aarhus. De var mødt op med bannere i hænderne og masker for ansigtet. (Foto: Rasmus Bruun Kynde © dr)
  • Blandt dem var Clara Andrea Wennerstrøm Radl, forperson hos Danske Gymnasieelevers Sammenslutning i Østjylland. Hun mener godt, eleverne kan undgå smitte. - Send os tilbage i skole, vi kan godt holde til det, vi kan godt holde restriktionerne, vi skal nok lade være med at smitte hinanden, sagde hun. (Foto: Rasmus Bruun Kynde © dr)
  • Selma Masbøll, som går i 3.g på Aarhus Statsgymnasium, var også på gaden i dag. Hun tror godt, eleverne kan finde ud af, at overholde retningslinjerne. - Jeg tror godt, vi ville kunne finde ud af at være i skole. Jeg synes, det er vigtigt at komme i skole igen og være sammen socialt, siger hun. (Foto: Rasmus Bruun Kynde. © dr)
1 / 3

Især blandt én befolkningsgruppe er der stadig et stykke vej.

- Smittetallet blandt unge er stadig for højt, så der er en opgave for unge i Aarhus om at sikre, at man overholder retningslinjerne. Men det er dejligt, at vi nu kan invitere dem ind i gymnasierne igen.

I Silkeborg ophæves de lokale restriktioner samtidig, oplyser Sundheds- og ældreministeriet i en pressemeddelelse.

Gymnasiernes opgave at få rammerne på plads

De aarhusianske gymnasier udskød skolestarten 7. august, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke opfordrede dem til det som følge af en smittestigning lokalt i byen. Til at begynde med blev skolestarten udskudt til 17. august, men det blev siden forlænget.

Eleverne modtager i stedet virtuel undervisning - noget, flere har valgt at strejke over.

Før eleverne kan vende tilbage, skal gymnasierne dog blive klar til det.

- Det er først og fremmest gymnasiernes opgave at sørge for, at genåbningen kan forløbe inden for myndighedernes anbefalinger. Om nødvendigt må de vente på at rammerne kan komme på plads. Det skal ske på en sundhedsmæssigt forsvarlig måde.

- Og så er det op til gymnasierne at lave prioriteringer på gymnasiet om, hvem der skal møde hvornår.