Aarhus Festuge aflyser alle sine arrangementer, oplyser kommunen i en meddelelse. Aarhus har den seneste tid været ramt af stigende coronasmitte.
Borgmester Jacob Bundsgaard har efter dialog med de statslige myndigheder og Sundheds- og Ældreministeriet fået en klar anbefaling om at aflyse Aarhus Festuges arrangementer.
- Det er den melding, vi har ventet på. Vi har fået en klar anbefaling om at foretage en aflysning, og det vil vi naturligvis efterkomme. Det er den rigtige beslutning i den nuværende situation, hvor epidemien fortsat hersker i byen. Med den klare anbefaling fra sundhedsmyndighederne træffes beslutningen nu frem for at afvente det planlagte bestyrelsesmøde mandag, siger borgmester Jacob Bundsgaard i pressemeddelelsen.
Aarhus festuge har hvert år omkring en halv million deltagere.
Festugen er en årlig begivenhed i Aarhus, som indeholder kunst, musik, teater, arkitektur, gastronomi og debatter.
Festugen skulle i år strække sig fra fredag 28. august til søndag den 6. september.
- Det er for mange mennesker samlet, og at det er mennesker, som normalt ikke omgås hinanden er også grund til bekymring, mener professor i immunologi ved Aarhus Universitet, Rune Hartmann, der har advaret mod festugen.
- Der kommer mennesker fra rigtig mange forskellige dele af Aarhus og opland. Det er jo en rigtig god måde at starte nogle nye smittekæder på, og de er svære at optrævle bagefter, siger professor Rune Hartmann.
Kovending i byrådet
Tingene er gået stærkt på rådhuset i Aarhus i dag, hvor eksempelvis Venstre er vendt på en tallerken i forhold til afviklingen af dette års Aarhus Festuge.
Venstres leder i Aarhus byråd, Hans Skou, udtalte i morges til P1 Morgen ved 8-tiden, at han stadig var åben for at holde festuge.
- Vi står i en situation, hvor den danske befolkning og de det danske erhvervsliv har efterlevet de vilkår og krav, som mynderhederne har stillet, og den tillid skal vi imødekomme, sagde han.
Et par timer senere, klokken 10.30, havde Venstre skiftet mening.
- Det ville være mangel på rettidig omhu at afholde Aarhus Festuge, sagde Hans Skou til P4 Østjylland.