Aarhus Kommune dropper krav om fogedforbud mod skjulte optagelser

Rådmand frafalder krav om fogedforbud mod skjulte optagelser på plejehjemmet Kongsgården.

Aarhus Kommune har valgt at droppe fogedforbud. (arkivfoto). (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Aarhus Kommune dropper kravet om fogedforbud mod skjulte optagelser på plejehjemmet Kongsgården.

Samtidig trækkes politianmeldelsen af TV2 tilbage, oplyser kommunen i en pressemeddelelse.

- Jeg har hele tiden sagt, at jeg gerne så, at optagelserne blev vist. Det er vigtigt, at vores ældrepleje får flere medarbejdere og at særligt indsatsen over for demente styrkes, siger rådmand for sundhed og omsorg i Aarhus Kommune Jette Skive (DF).

Flere politianmeldt

TV2 fulgte i efteråret 2019 en 90-årig kvinde på plejehjemmet med skjult kamera.

Forinden havde TV2 sikret sig samtykke fra kvindens pårørende.

Det mundede ud i en dokumentar, som skulle have været vist på tv-stationen.

Men Aarhus Kommune fik nedlagt forbud først ved byretten og siden landsretten.

Landsretten stadfæstede forbuddet med den begrundelse, at den demente kvinde ikke var i stand til at give sit samtykke.

Aarhus Kommune politianmeldte efterfølgende TV2 for optagelserne. Fire personer, herunder nyhedsdirektør Mikkel Hertz, blev således sigtet for uberettigede optagelser.

Ekstraordinært byrådsmøde

Der indkaldes nu til et ekstraordinært byrådsmøde i Aarhus Kommune.

Her vil rådmanden søge opbakning til, at kommunen ikke går videre med sagen.

- Byrådspolitikerne i Aarhus har givet udtryk for, at de ligesom jeg gerne vil have vist optagelserne, men under forudsætning af, at vi ikke gør noget ulovligt.

- Det kan jeg ikke garantere, så derfor kræver jeg deres opbakning, så jeg ikke bagefter står og med ansvaret for at have brudt loven, siger Jette Skive.

Kommunens egen rådgiver har tidligere udtalt, at Aarhus Kommune kan komme i problemer, hvis man dropper fogedforbuddet.

'Borgere insisterer på at få forholdene frem'

Det skyldes, at retten har vurderet, at optagelserne er krænkende over for den demente kvinde.

- Byretten og landsretten har tydeligt afgjort, at optagelserne er så krænkende over for både borgeren og medarbejderne, at de er ulovlige at vise.

- Hvis jeg som politiker ikke følger loven, så er det skråplan. Samtidig er min holdning om, at optagelserne bør vises, delt af politikere fra begge fløje, nationalt såvel som lokalt, selv om det er ulovligt.

- Det er også helt tydeligt for mig, at borgerne insisterer på at få forholdene frem i lyset, siger Jette Skive.

/ritzau/

Facebook
Twitter