Aarhus Kommune erkender, at skole gav elever for meget tid til eksamen

Eleverne på en skole i Aarhus fik i flere år mere tid til afgangseksamen, end de skulle have haft, viser ny redegørelse. Nu sætter kommunen gang i uvildig undersøgelse.

En ny redegørelse slår fast at eleverne på Søndervangskolen i Viby syd for Århus i flere år har fået mere tid ved folkeskolens afgangseksamen end alle andre elever i landet. Det er klart brud på reglerne. (Foto: Linda Kastrup © Scanpix Denmark)

Alle elever i 9. klasse på Søndervangskolen i Aarhus fik 45 minutter til læseprøven ved afgangseksamen i 2016, selvom de fleste ifølge reglerne kun skulle have haft 30 minutter.

Det slår Børn- og Ungeforvaltningen nu fast i en ny redegørelse, der er sendt til Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, efter at skolen i sidste uge blev beskyldt for snyd.

Den ekstra tid til eksamen er et klart brud på reglerne, idet det kun er elever med særlige vanskeligheder, der har ret til den form for hjælp.

Og selvom skolens rektor, Rani Hørlyck, i sidste uge afviste det, så viser det sig nu at både hun og Aarhus Kommune udmærket har været klar over problemets omfang. Det gjorde Århus Lærerforening nemlig både skolen og kommunen opmærksom på i 2017.

I den nye redegørelse står der, at samtlige elever i 2016 og nogle elever i 2017, fik ekstra tid til prøven, og rektoren forklarer nu, at det skyldtes, at ledelsen dengang tolkede reglerne forkert. Aarhus Kommune beklager, at man valgte at tilbageholde oplysningerne for Undervisningsministeriet, og i redegørelsen skriver de:

- STUK (Styrelsen for Undervisning og Kvalitet, red) burde på et tidspunkt have været orienteret om uregelmæssighederne i 2016 og 2017. Det er beklageligvis ikke sket.

Det har dog ikke været muligt for DR Nyheder at få svar fra kommunen på, hvorfor det ikke skete.

Skolen kom under skærpet tilsyn

Søndervangskolen i Viby syd for Aarhus har ellers været kendt for sit løft af tosprogede elever. Skolens leder, Rani Hørlyck, er blevet hyldet for at have vendt udviklingen for eleverne, der tidligere var blandt de dårligst præsterende i landet.

Men i sidste uge kunne Politiken så fortælle, at ti nuværende og tidligere lærere og tre tidligere elever beskyldte skolen for at have snydt med eksamenerne i årevis.

Avisen beskrev også, at flere af lærerne tilbage i 2017 havde været ved skoleledelsen med deres bekymringer om snyd, men at det ikke blev taget alvorligt. Blandt andet har en tidligere lærer på skolen fortalt, at han fik at vide, at eleverne fik ekstra tid, fordi de var tosprogede.

Derfor gik lærerne til deres fagforening, som kontaktede kommunen. Det betød, ifølge den nye redegørelse, at skolens prøver i 2018 kom under et skærpet tilsyn. Men det førte ikke til yderligere afklaring, idet den chef, der satte gang i tilsynet, gik på pension, inden prøverne blev afholdt.

Kommunen skal ikke undersøge sig selv

Aarhus Kommunes Børn og Unge-udvalg har onsdag eftermiddag besluttet at sætte gang i en uvildig undersøgelse af Søndervangskolen, oplyser de i i en pressemeddelelse.

Byrådspolitiker Hans Skou (V), der er medlem af udvalget var en af dem, der var med til at få undersøgelsen presset igennem, fordi han ikke er tilfreds med kommunens egen redegørelse. Han føler sig ikke sikker på, at alle sten er vendt.

- Det er ikke godt nok for os længere, at det er kommunen selv, der undersøger kommunen, siger han.

Ifølge Hans Skou er det overordnede problem, at han ikke har fået svar på, hvad der egentlig er foregået på Søndervangskolen. Han vil vide, hvem der har vidst hvad og hvornår.

- Vi kan jo ikke have et system, hvor tilliden til folkeskolen drages i tvivl, og hvis ikke vi får det her lagt frem råt for usødet, så er vi bange for, at man gambler med tilliden til folkeskolen i Aarhus kommune. Det vil vi simpelthen ikke acceptere, siger han.

Udvalget lægger også vægt på at der har været kritik af arbejdsmiljøet, og i pressemeddelsen siger direktøren for Børn og Unge, Martin Østergaard Christensen:

- Det er vigtigt for mig, at en uvildig undersøgelse giver medarbejdere mulighed for at blive hørt og set. Samtidig skal vi have belyst, hvad der er historie, og hvad der fortsat er relevante problemer.

Man gør eleverne en bjørnetjeneste

For Hans Skou er det altoverskyggende, at man som forælder i Aarhus skal kunne være tryg ved at sende sit barn i folkeskole og vide, at uanset hvilken skole de ender i, så er det de samme regler, der bliver spillet efter.

Han frygter, at snyd med eksamenstid blandt andet kan betyde, at eleverne ikke bliver forberedt ordentlig til gymnasiet. Han henviser til, at rektoren på det nærliggende Viby Gymnasium har fortalt om alvorlige udfordringer med elever fra Søndervangskolen.

- Man kan komme til at gøre dem en bjørnetjeneste ved at give dem forlænget eksamenstid, og det kan ende med at knække dem senere hen i uddannelsesforløbet, siger han.

Rådmanden for Børn og Unge i Århus Kommune, Thomas Medom (SF), har ikke ønsket at kommentere sagen, og det samme gælder for Søndervangskolens leder Rani Hørlyck har heller ikke ønsket at stille op til interview.

Facebook
Twitter