Aarhus og Silkeborg er succeshistorien om at få bugt med smitten - her er forklaringen

Aarhus er gået fra at have tæt på 80 til under 20 smittede per 100.000 indbyggere.

Mobile testcentre har været et tilløbsstykke flere steder. Både Aarhus og Silkeborg Kommune mener, at det er en af forklaringerne på, at det er lykkedes at få smittetallene ned. (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Coronasmitten stiger i flere danske kommuner - blandt andet er Albertslund, Odense, Brøndby og Hvidovre lige nu hårdt ramt.

Derfor kan netop de kommuner muligvis se frem til nye restriktioner for at bremse den lokale smitte.

Og det er noget, Silkeborg Kommune allerede har været igennem. Det er nemlig ét af de steder, som har været over den såkaldte bekymringsgrænse med mere end 20 smittede per 100.000 indbyggere. Faktisk var kommunen oppe omkring 50 smittede per 100.000, og det udløste altså særlige anbefalinger for kommunen.

Men nu ser det ud til, at Silkeborg har fået bugt med smitteudbruddet. Hans Mogensen er kommunikationschef i kommunen, og han har et par bud på, hvad succesen skyldes - og som han opfordrer andre hårdtplagede kommuner til også at følge.

Mobilt testcenter til boligområde

Silkeborg blev ramt af to store udbrud i august. Ét i et boligområde og ét blandt unge på ungdomsuddannelserne.

Hans Mogensen tror, at den første rigtige ting, de gjorde i kommunen, var at reagere hurtigt, da de fik nys om, at der var mange smittede i et specifikt boligområde.

De rykkede ud med et mobilt testcenter til området - og sendte en sms til alle beboerne om, at de kunne blive testet nærmest lige uden for deres dør, forklarer kommunens kommunikationschef.

- Dagen efter at vi fik tallene på, at der var et smitteudbrud på vej, fik vi placeret et mobilt testcenter, så man kunne blive testet ved et beboerhus.

Og det er virkelig en af de ting, han mener, har gjort en forskel.

- Det har været en kæmpe succes. Folk stod i kø i tre-fire timer for at blive testet.

Aarhus Kommune er også et af de steder, der er blevet pålagt lokale restriktioner efter nogle ret heftige smittetal.

Da coronaudbruddet var værst, var der næsten 100 smittede per 100.000 indbyggere. Det tal er nu omkring 20. Niels Højberg er stadsdirektør i Aarhus Kommune. Det er ham, der står for at lede Aarhus Kommunes krisestab i forbindelse med corona.

Han er også overbevist om, at et mobilt testcenter, lige dér hvor smitten var allerværst, har været effektivt.

- Det har gjort en stor forskel, for man skulle jo bare gå ned af trappen for at blive testet, siger han.

Hevet fat i lokale foreninger

Både kommunikationschefen i Silkeborg og Stadsdirektøren i Aarhus har god erfaringer med at tage direkte fat i blandt andet lokale beboerforeningerne og personer fra

ungdomsuddannelser, der så har kunnet give information videre.

- Jeg vil anbefale andre at tage fat i dem, der har det lokale kendskab, så man kan få spredt informationen om, at der er meget smitte og minde om, at det er nu, det gælder, siger Hans Mogensen.

I Aarhus Kommune har de for eksempel været i tæt kontakt med en somalisk forening.

- Vi havde et meget tæt samarbejde med dem, der kunne nå de etniske grupper i byen, for eksempel boligforeningerne, men i høj grad også de etniske minoriteters egne foreninger.

- Jeg har eksempelvis været i dialog med vores somaliske forening hver eneste dag i hele perioden for at snakke om, hvad vi kan gøre sammen for at stoppe smitten. De har løftet en kæmpe opgave med at nå familierne, siger Niels Højberg.

Tæt samarbejde med andre myndigheder

En sidste ting, som begge kommuner peger på, er at have masser af kontakt med andre myndigheder som for eksempel regionen, Statens Serum Institut og Sundhedsstyrelsen.

- Vi har haft et tæt samarbejde med sundhedsmyndighederne. Vi har brugt dem hver eneste dag, siger Niels Højberg.

Da problemet med smitten blandt unge i Silkeborg Kommune var værst, lavede kommunen faktisk også en unge-taskforce. Men den har der - indtil videre - ikke været brug for, da smitten faldt af sig selv, efter skolerne lukkede og sendte eleverne hjem, fortæller Hans Mogensen fra Silkeborg Kommune.

Facebook
Twitter