Tema Forgiftet familie

Årsag lader vente på sig i sag om forgiftet familie

Tidligst i næste uge vil politiet komme med nye oplysninger i sagen.

Familien, der har rødder i Congo, lejede en bolig på opholdsstedet i Haslev. Det var her ambulancer og redningsfolk blev sendt til torsdag den 19. oktober. (Foto: NILS MEILVANG © Scanpix)

Det er stadig uvist, hvorfor en familie fra Haslev for små to uger siden blev indlagt med alvorlige forgiftningssymptomer og to af børnene kort efter indlæggelsen døde.

Politiet er fortsat i gang med efterforskningen, der både indbefatter undersøgelser af familiens hjem, nyttehave, obduktionsrapporter og en række afhøringer. Det oplyser Syd- og Lolland-Falsters Politi.

- Vi er endnu ikke færdig med vores undersøgelser, og kan derfor endnu ikke konkludere noget. Jeg forventer tidligst i løbet af næste uge at kunne sige noget nærmere, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen.

Heller ikke Region Sjælland er færdig med sine omfattende evalueringer af hele beredskabsindsatsen. Det gælder både det Præhospitale Center, 112-opkaldet og beredskabet på sygehusene.

Det var 11 af familiens 12 medlemmer, der blev indlagt torsdag den 19. oktober. To af børnene, en 15-årig pige og 'et mindre barn', døde samme dag, og de resterende ni var indlagt på Rigshospitalet indtil i sidste uge, hvor de blev udskrevet.

Det var også i sidste uge, at det kom frem, at familien få dage inden indlæggelse allerede havde været i kontakt med sundhedssystemmet, fordi den 15-årige datter havde det dårligt. Familien havde både opsøgt deres praktiserende læge, været forbi lægevagten på Næstved Sygehus og haft besøg af en vagtlæge i deres hjem.

Det har fået Styrelsen for Patientsikkerhed til at gå ind i sagen og undersøge de nærmere omstændigheder op til indlæggelsen.

- Vi kigger efter, hvordan de pågældende sundhedspersoner har undersøgt børnene, hvad de har spurgt ind til, og hvordan de har handlet på baggrund af de oplysninger, som de har fået, sagde enhedschef i Styrelsen for Patientsikkerhed Anette Lykke Petri i sidste uge til DR Nyheder.