Årsag til brand i Videbæk endnu ikke fastslået

Nytårsnat udbrændte et hus i Vium ved Videbæk fuldstændig. Beredskabsstyrelsen fandt et lig i ruinerne.

Det har desuden ikke været muligt at identificere det fundne lig ved almindelig obduktion. (Foto: Jorgen Kirk © Scanpix)

Selv om de foreløbige undersøgelser i ruinerne af et hus i Videbæk, som nytårsnat brændte ned til grunden, er afsluttet, er det ikke lykkedes politiet at klarlægge, hvorfor branden startede.

Det fortæller politikommissær Jørgen Lauritsen fra Midt- og Vestjyllands Politi lørdag aften.

- Teknikerne har undersøgt stedet hele dagen. De har taget nogle prøver, og dem venter vi nu svar på, siger politikommissæren.

- Brand udsletter jo spor. Da politiet og teknikerne gik i gang med arbejdet, lå der en halv meter aske ud over hele huset. Det måtte man skovle ud, skovlfuld for skovlfuld, siger han.

Da politiet fredag ankom til det nedbrændte hus, holdt der en bil i garagen. Blandt andet derfor frygtede politiet tidligt, at husets beboer kunne være hjemme og måske ikke var nået at komme ud, inden ilden bredte sig.

Før Beredskabsstyrelsen kunne undersøge stedet, måtte mandskabet afstive mure og gavle i det udbrændte hus, da der var risiko for, at de ellers kunne styrte sammen.

Da tomten blev ryddet for aske, blev liget fundet. Samme aften blev det obduceret, men det har ikke været muligt at fastslå, om det er husets 54-årige kvindelige beboer.

Retsmedicinerne vil nu forsøge at identificere liget ud fra tandsættet.

/ritzau/

Facebook
Twitter