Abildgaard trækker indsamlings-penge til Ali tilbage

Den konservative politiker Mette Abildgaard har i dag besluttet at tilbagebetale knap en halv million kroner til donorerne.

19-årige Ali Parnian får alligevel ikke tildelt den knap halve million kroner, som er blevet samlet ind af den konservative folketingspolitiker Mette Abildgaard. (Foto: © Mads Claus Rasmussen, Scanpix)

Næsten en halv million kroner har den konservative folketingspolitiker Mette Abildgaard samlet ind til 19-årige Ali Parnian, der den 20. januar fik sin bagerbutik smadret af hærværksmænd.

Nu skal hver en krone betales tilbage til donorerne, oplyser politikeren til DR Nyheder. Det samme skriver hun i et netop offentliggjort opslag på Facebook.

- Vi er blevet enige om, at vi betaler den knap halve million kroner, der blev indsamlet til Ali, tilbage til de mange donorer igen, skriver Mette Abildgaard i Facebook-opslaget.

Beslutningen er ifølge politikeren taget i samråd med Chris Bjerknæs, formand for Dansk Folkepartis Ungdom, og Peter Hummelgaard fra Socialdemokratiet, der også har stået for indsamlingen.

Et 'broget billede'

Mette Abilgaard tog initiativ til indsamlingen kort efter angrebet på Ali Parnians bagerbutik. Ifølge Ali Parnian og hans far var angrebet på bagerbutikken en konsekvens af, at de ikke ville betale beskyttelsespenge til kriminelle, der har afpresset dem.

Siden da har flere kilder dog samstemmende oplyst til DR Nyheder, at sagen kan bunde i andre konflikter end et krav om beskyttelsespenge, og ifølge politiet tegner der sig i 'et broget billede' i sagen.

De nye oplysninger i sagen fik Mette Abildgaard til at overveje, om den halve million alligevel ikke skulle tilfalde Ali Parnian.

Og i dag har politikeren altså besluttet, at pengene skal betales tilbage til de oprindelige donorer.

- Vi er i komitéen enige om beslutningen af flere forskellige årsager. Blandt andet fordi der ifølge politiet ”tegner sig et broget billede” af sagen om Alis bageri, (som altså intet har at gøre med sagen fra Østre Landsret) og i øvrigt også fordi jeg modtager beskeder fra folk, der vil have deres donation retur på baggrund af alle de nye oplysninger, skriver Mette Abildgaard på Facebook.

Til DR Nyheder vil politikeren ikke sætte tal på, hvor mange henvendelser det drejer sig om.

- Men det er klart, at jeg har hørt fra rigtigt mange danskere det sidste stykke tid, siger hun.

I opslaget giver Mette Abildgaard udtryk for, at hun er ked af den 'usikkerhed og forvirring', som bidragsyderne til indsamlingen kan stå tilbage med.

'Har ikke drevet politik på sagen'

Der gik godt et døgns tid fra angrebet på bagerbutikken og til at den konservative politiker startede indsamlingen til Ali Parnian. I første omgang var initiativet tænkt som en lille støtteerklæring i form af chokolade og blomster, men allerede et par dage senere var der indsamlet mere end 300.000 kroner.

Ifølge Mette Abildgaard endte det samlede beløb på lige omkring 485.000 kroner.

Til DR Nyheder afviser hun, at hun gik for tidligt ind i sagen.

- Jeg ville være rigtigt ærgerlig, hvis jeg havde foreslået en stribe politiske initiativer på baggrund af en enkeltsag. Så ville jeg stå tilbage med røde ører, siger hun og uddyber:

- Jeg har ikke drevet politik på den her sag.

- Jeg har sådan set bare, fra et menneske til et andet, forsøgt at bakke op i en situation, som jeg syntes var grundlæggende urimelig. Og jeg synes ikke, at det skal kræve et større Detektor-arbejde, før man viser sympati over for andre mennesker, siger Mette Abildgaard til DR Nyheder.

Hun forsikrer om, at pengene vil blive tilbageført til donorerne i løbet af den næste uges tid eller to.