Absalons besætning modtaget med medaljer

På ræd og række fik søfolkene fra piratskibet Absalon hængt medaljer om halsen. Både Kronprinsen og Søren Gade var mødt op for at tage godt imod.

I strålende sol ankom orlovsskibet Absalon til København. På kajen fik de ombordværende - der altså nu er kommet på land - en traditionel velkomst. (Foto: Mia Ulvgraven Nielsen © DR)

Iført deres hvide uniformer fik samtlige søfolk fra Absalon overrakt en medalje, da de for kort tid siden kom hjem til København.

Det er en tradition at alle, der har været i international tjeneste, får en medalje hængt om halsen.

Både kronprinsen og forsvarsminister Søren Gade var om bord, da Absalon sejlede ind i Københavns Havn og lagde til ud for Amalienborg, hvor venner og familier ventede.

Absalon har været tre måneder i farvandet ved Afrikas Horn.

Her har skibet været på piratjagt. Det kommer dog hjem uden pirater - men med nogle af deres håndvåben og stiger.

Under sin udsendelse har det danske skib forhindret 11 kapringer. Derudover har mandskabet konfiskeret 56 håndvåben, otte stiger, fire GPS'er og fem mobiltelefoner og haft fat i 88 pirater, men manglen på en international domstol har gjort det svært at retsforfølge piraterne.

(Foto: Mia Ulvgraven Nielsen © DR)

http://mu.net.dr.dk/admin/programcard/get/?id=urn:dr:mu:programcard:532fcf856187a21b2cf17514

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk