Abu Laban beklager boykot-udvikling

Islamisk Trossamfund beklager udviklingen i sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger og arbejder på at få vendt det negative mediebillede af Danmark.

Muhammedsagen er gået alt for vidt, beklager imamen Ahmed Abu Laban. (Foto: Peter Clausen © Scanpix)

Islamisk Trossamfund beklager, at sagen om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger er kommet så vidt.

På trods af, at repræsentanter for trossamfundet har rejst Mellemøsten tyndt for at gøre opmærksom på tegningerne, kommer det bag på organisationen, at Danmarks eksport til Mellemøstlige lande er kommet i fare.

Sådan lyder meldingen fra imam Ahmed Abu Laban, Islamisk Trossamfund, efter at blandt andet Arla Foods' distributører har indstillet salget og aflyst alle ordrer i Libyen, Marokko, Tunesien og Egypten.

Havde ikke ventet boykot

- Vi har fra starten sagt, at de her tegninger gør muslimer vrede og sårede. Men vi havde oprigtig talt overhovedet ikke regnet med, at sagen ville udvikle sig til, at danske produkter i Mellemøsten blev truet i den grad, som gør sig gældende lige nu, siger Ahmed Abu Laban til dagbladet Information.

Ifølge Abu Laban var en handelsboykot af danske varer det sidste, prædikanterne fra Dortheavej ønskede at bidrage til, da de begyndte at rejse rundt i Mellemøsten for at fortælle om "Jyllands-Postens forhånelse af muslimer".

- Vi er imod økonomisk boykot og beklager oprigtigt, at den her sag er kommet så vidt. Det var ikke vor hensigt, at Danmark skulle rammes af sådanne sanktioner, siger Ahmed Abu Laban.

Vil vende billedet

Han fortæller, at Islamisk Trossamfund netop nu arbejder på at få vendt det negative mediebillede af Danmark i blandt andet Egypten og Saudi-Arabien.

- Tro mig, vi forsøger intensivt at løse det her store problem. Blandt andet arbejder vi på at få redaktører i Mellemøsten til at indgå i en dialog med redaktører i Danmark, så de kan udveksle idéer - forhåbentlig kan sagen så blive kølet ned, siger Abu Laban, der gerne vil have en delegation af mellemøstlige redaktører lokket til Danmark til et slags seminar.

Facebook
Twitter