'Adam' blev anholdt i formodet terroraktion: Jeg troede, jeg ville blive skudt

Politiet slog til, da 'Adam' havde bestilt store mængder af brintoverilte, der kan bruges til at lave bomber. Men han blev aldrig tiltalt.

(Foto: Kriminelt)

Ryggen gør ondt. Smerterne har taget til, og selvom 'Adam' har prøvet meget, så er der intet, der hjælper.

På internettet har han læst, at brintoverilte kan hjælpe mod smerterne. Han har også set videoer af det på YouTube. Det er forsøget værd. Han taster nummeret ind og ringer til firmaet og bestiller.

Men nogen undrer sig over bestillingen. De tipper PET, som med det samme interesserer sig for sagen.

Brintoverilte i høje koncentrationer bliver brugt som desinfektionsmiddel i industrien, og det er strengt forbudt for almindelige mennesker at bestille det.

For stoffet er en vigtig ingrediens i det farlige og ustabile sprængstof TATP - også kaldet "Satans mor".

'Adam' er ikke klar over, at firmaet bag bestillingen har kontaktet PET.

Det opdager han en sommerdag, da politiet tropper talstærkt op på adressen. De er kampklædte og bevæbnet.

- Jeg var bare på vej ud til min bil for at hente noget. Men det blev ligesom en film. Jeg blev omringet og fløj ned på asfalten. Jeg får håndjern på bag ryggen. Jeg skriger og beder dem om at løsne det lidt, siger 'Adam' i dag til DR Nyheder.

- Jeg er meget bange. Jeg er bange for at blive skudt, hvis jeg laver noget forkert.

Det er ikke en lille flaske brintoverilte, som 'Adam' har bestilt på nettet. På adressen finder politiet 25 liter brintoverilte.

For første gang fortæller 'Adam' sin historie, men det er anonymt, for han vil ikke forbindes med en terrorsigtelse. DR Nyheder er bekendt med hans fulde identitet.

- Det kan være voldsomt, når politiet rykker ud, fortæller terrorforsker Magnus Ranstorp. (Foto: PRIVAT)

'Det var en fejl'

'Adam' bliver kørt med på politistationen, og han bliver efterfølgende varetægtsfængslet.

- Jeg vidste ikke, at man kunne lave bomber, siger 'Adam' i dag.

Han holder fast i sin forklaring fra dengang: at det var en fejl, at han kom til at bestille en stor dunk med brintoverilte. Han troede, at han havde bestilt 2,2 liter og ikke 25 liter.

Adam når kun at være fængslet i fire uger, men det tager hårdt på ham.

- Man bliver behandlet som den værste terrorist. Jeg stoler ikke på nogen undervejs, og jeg er så bange, siger 'Adam'.

Han får en bøde på 4.000 kroner for at have købt britoverilten. Han bliver aldrig tiltalt for terror.

Terrorforsker: Det er deres opgave

DR Nyheder har tidligere på måneden skrevet om en stor terrorsag fra Holbæk, hvor 13 personer i alt blev anholdt. Her fandt politiet både ingredienser til bomber og IS-flag under ransagningen.

Men efter mere end to måneders varetægtsfængsling blev seks personer løsladt i sagen. De er dog stadig sigtet.

En af de nu løsladte har tidligere fortalt til DR, hvor voldsomt det var at blive anholdt af politiet.

En af forsvarsadvokaterne i sagen har tidligere kritiseret politiet for at smide for stort et net ud i terrorsager, hvor mange i starten ofte bliver anholdt.

Men den svenske terrorforsker Magnus Ranstorp mener ikke, at politiet kan undgå at reagere, hvis de har en stærk mistanke om, at noget er under opsejlning.

- Det er deres opgave at kontrollere, at det ikke er terrorrelateret, men det kan blive ret voldsomt, fordi man rykker ind med en taktisk styrke, man sparker døre ind for at anholde.

Og han mener ikke, at politiet kan forbygge terror, uden at der bliver lavet fejl.

- Vi må leve med fejl. Det er tragisk, og vi må forsøge at minimere fejl. Jeg tænker også, at politiet skal sige undskyld, hvis man har begået fejl, siger han uden at forholde sig til 'Adams' sag.

'Adam' siger i dag, at politiets anholdelse har givet ham et slag, som han stadig ikke er kommet sig over i dag.

- Kan du ikke godt forstå, at politiet reagerer, hvis man køber over 20 liter brintoverilte, som kan bruges til en bombe?

- Selvfølgelig. Jeg respekterer deres job, men jeg føler mig ikke beskyttet som borger. Jeg ville ønske, at man undersøgte ting, før man lavede sådan nogle anholdelser, som har ødelagt mit liv.

DR Nyheder har forsøgt at få en kommentar til 'Adams' anholdelse fra PET. De har ikke ønsket at kommentere.

Se 'Kriminelt: I terroristernes kugleregn' på DR1 klokken 21.30 eller på DRTV.

Facebook
Twitter