Adopterede Jonas fik livsomvæltende besked af biologisk mor: 'Du har en søster i Danmark'

Jonas Anurudda Nielsen har ledt efter sine rødder i to år - i Sri Lanka kom der et overraskende gennembrud.

Telefonen ringer op flere gange. Efter fire ring - der føles som 30 - bliver den endelig taget. En lys kvindestemme siger 'hallo'.

31-årige Jonas Nielsen fra Esbjerg præsenterer sig.

- Goddag, mit navn er Jonas Nielsen. Jeg har et lille spørgsmål til dig. Jeg håber, at det er i orden, jeg spørger. Jeg er i gang med at lede efter min biologiske søster.

Tankerne myldrer rundt i Jonas Nielsens hoved. Han er så tæt på nu. Så tæt på at finde sin biologiske søster, som han aldrig har mødt og først for kort tid siden fået kendskab til.

Havde næsten opgivet håbet om at finde sine rødder

31-årige Jonas Nielsen blev adopteret fra Sri Lanka til Danmark som helt lille. I 30 år lever han en tryg tilværelse i Danmark uden at kende til sine rødder.

Men fortiden nager ham alligevel lidt, og i flere år går han med tanken om, hvem hans forældre var, og hvorfor de bortadopterede ham. I to år leder han med lys og lygte. Uden held.

I juli tager han så til sit fødeland, Sri Lanka, for at lede efter sin biologiske mor. Han leder vidt og bredt og indrykker en efterlysning i avisen.

Dagen inden han skal tilbage til Danmark i begyndelsen af september, pakker han sin kuffert og planlægger at sige farvel til sine venner. Han har næsten opgivet håbet.

- Så bliver jeg ringet op om, at der er et tip om min mor. Jeg tænker lidt, så prøver vi det, men forventningerne var ikke store. Vi kommer ud til stedet, og så kommer en kvinde ud af døren. Da hun kommer lidt nærmere, er jeg helt sikker. Det er hende. Det var en helt vild følelse, der gik igennem kroppen, fortæller Jonas Nielsen.

Jonas Nielsen viser sine adoptionspapirer frem, hvor moderens navn også fremgår. (© (c) DR)

Jonas' mor: Du har en søster i Danmark

Mens Jonas Nielsen prøver at absorbere alle sine følelser og indtryk, får han endnu en overraskelse.

Pludselig fortæller moderen ham, at hun også har bortadopteret en datter til Danmark. Hun husker ikke præcis hvornår, men mener, at det er få år inden, at hun bortadopterede Jonas.

- Det var bare så surrealistisk. Jeg tænker wow - hende er jeg nødt til at finde. Hun ved ikke noget om mig, så det bliver nok lidt mærkeligt for hende. Men jeg tænker, at hvis hun finder ud af, at hun har en bror, hvorfor skulle hun så ikke gerne ville se mig, siger han og fortsætter:

- Det er vildt at tænke på, at der er en person i Danmark, som faktisk ligner mig. Det kan slet ikke beskrives. Hun kunne jo have boet i samme by som mig. Det kunne være en, jeg har gået forbi, eller en, jeg har været til fest med.

Er ikke som alle andre

21 Søndag møder Jonas Nielsen en måned efter, at han er kommet hjem til Danmark. Rejsen til Sri Lanka har sat tankerne i gang.

Har hun lyst til at se mig?

Ligner hun mig?

Hvordan har hendes liv været i Danmark?

En ting er han dog ikke det mindste i tvivl om. Jonas Nielsen vil nemlig stadig gerne finde sin biologiske søster og møde hende.

- Det er min biologiske søster, så det synes jeg, at man skal gøre for sig selv, hvis man har muligheden for det. Herhjemme går man en gang i mellem rundt og tænker, at man ikke er som alle andre.

- Nogle af de ting, jeg tænker og gør, adskiller sig fra mine danske forældre og venner. Jeg tror, at det stammer helt tilbage for mine rødder. Måske går min søster med de samme tanker, og har det ligesom mig, siger Jonas Nielsen.

Det skæbnesvangre opkald

Straks efter at Jonas Nielsen kommer tilbage til Danmark, begynder han at lede efter sin biologiske søster. Han ved, at søsteren er få år ældre end ham, og så kender han hendes indiske navn.

Hans sagsbehandler fra adoptionsbureauet DIA er dog på ferie, og derfor tager han sagen i sine egne hænder.

På Facebook er der ikke bid, men på nummeroplysningen popper flere personer op med et indisk navn, som er identisk med hans biologiske storesøsters.

Jonas Nielsen tager sagen i egen hånd og forsøger at finde sin biologiske storesøster på internettet. (© (c) DR)

Ved andet telefonopkald sker der noget:

- Min mor hedder Lilliwatchi. Har du dine adoptionspapirer?, spørger Jonas i telefonen.

Kvinden i den anden ende bekræfter. Navnet i hendes adoptionspapirer er nærmest identisk. Ligeledes er fødselsdatoen på moderen i de tos papirer.

De aftaler at udveksle billeder af moderen, som de begge har mødt i Sri Lanka.

- Kunne du have mod på at snakke videre om det, når vi har udvekslet billeder?, spørger Jonas, efter at de har fundet ud af, at oplysningerne om moderen nærmest er identiske.

Det vil kvinden i den anden ende af røret gerne.

Jonas Nielsen sender et billede af sin biologiske mor til den kvinde, som han tror, er hans storesøster. (© (c) DR)

Venter i spænding

Efter telefonsamtalen sitrer Jonas Nielsens krop af adrenalin og spænding.

- Jeg ved snart ikke, hvad jeg skal gøre af mig selv lige nu, siger han og fortæller, at han stadig er nødt til at have lidt i is i maven.

- Nu venter jeg bare på, om billederne også passer. Det kan jo også bare være, at det er tilfældigt. Der er en store chance for, at det kan være hende, men nu må vi se. Jeg venter i spænding.

Efter 21 Søndags besøg får han besked fra adoptionsbureauet om, at han har en søster. Af anonymitetshensyn vil de dog ikke sige hvem. Jonas Nielsen er dog ret sikker på, at kvinden er hans biologiske søster.

Jonas Nielsens biologiske storesøster er ikke klar til stå frem i offentligheden. Hun overvejer lige nu, om hun ønsker kontakt, hvorfor hendes navn ikke fremgår af artiklen. Ifølge Jonas Nielsen har de halvanden måned efter optagelserne endnu ikke mødt hinanden.

Facebook
Twitter