Adoptioner: Brugte falske dødsattester

Der er brugt falske dødsattester på biologiske forældre til etiopiske adoptivbørn, der er kommet til Danmark.

Der er brugt falske dødsattester i forbindelse med adoptioner. Det kan DR Nyheder afsløre.

Etiopiske adoptivbørn er kommet til Danmark, hvor der er brugt falske dødsattester på de biologiske forældre. Børnenes forældre er blevet løjet døde for at kunne få adoptionen til at gå igennem. Det erkender DanAdopt nu overfor DR Nyheder.

- Når der ikke er et folkeregister i Etiopien, og det kun kræver, at der møder tre vidner op og siger, at en person er død for at få en dødsattest, så er det et meget vanskeligt system at have med at gøre, siger specialkonsulent i DanAdopt Mette Garnæs til DR.

Problemerne er kendt

Ifølge etiopisk lov skal de biologiske forældre underskrive og afgive vidneforklaring, hvis de skal bortadoptere et barn, mens en dødsattest på forældrene omvendt kan medføre en hurtig og nem bortadoption. Derfor har det flere gange vist sig, at der er blevet lavet falske dødsattester på biologiske forældre.

Problemerne er kendt i Etiopien, hvor DR Nyheder har talt med en sagsbehandler, der ønsker at være anonym, da hun flere gange er blevet truet på grund af sit job.

- I mange af tilfældene bliver børnehjemmene nødt til at dokumentere, at de biologiske forældre er døde, før de kan få lov til at gennemføre en bortadoption, og derfor fabrikerer de for det meste disse falske dødsattester og betaler vidner nogle håndører for at skrive under på, at den pågældende person er død, fortæller hun.

Fik sin egen dødsattest i hånden

DR Nyheder har mødt etiopiske Abeba, hvis datter blev bortadopteret for fem år siden. Abeba havde fået konstateret HIV og bad derfor sin tante passe datteren, mens hun var indlagt på hospitalet. Men da hun vendte tilbage, havde tanten bortadopteret hendes datter. For at dette kunne lade sig gøre, blev der fabrikeret en falsk dødsattest. Det så Abeba, da hun bad om sin datters adoptionssag og pludselig sad med sin egen dødsattest i hænderne.

Barnet er ikke bortadopteret igennem DanAdopt, og det eneste Abeba ved om datteren i dag er, at hun nu bor i Holland.

- Hvis jeg kunne, ville jeg meget gerne have mit barn tilbage, siger hun

Men der er altså også kommet etiopiske adoptivbørn til Danmark på falske dødsattester, erkender DanAdopt.

Ikke grund til at stoppe adoption

Men når det er sket, har de først fundet ud af det, efter børnene var kommet til Danmark. Adoptionerne er derfor ikke blevet stoppet, og det overrasker Børneorganisationen Unicef. Her siger generalsekretær Steen Andersen:

- Jeg synes, at det er frygteligt. Det er jo igen en måde at omgå et af de problemer, der er omkring adoption, hvor det handler om, hvorvidt man adopterer et barn fra en familie, der rent faktisk eksisterer, eller om det er et reelt forældreløst barn, siger han.

Men sagerne får ikke Mette Garnæs til at mene, at DanAdopt burde have stoppet adoptionerne fra Etiopien, da de fandt ud af, at der blev fabrikeret falske dødsattester i nogle af adoptionssagerne.

- Det er jo ikke noget, der sker sådan i flæng. Det er jo ganske få gange, det er sket. Og der har vi jo ageret på det, og vi gør alt for at sikre os, at det ikke sker igen, siger Mette Garnæs.

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk