Advokat forarget i terrorsag: 'Ung kvinde ført ind i undertøj og gennemsigtig DNA-dragt'

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at det er standardprocedure med en DNA-dragt.

Advokat Karin Svenningsen er forarget over den behandling, som hendes klient modtog under grundlovsforhøret i terrorsagen fra Holbæk.

Der gik 19 timer fra en terrorsigtet 23-årig kvinde blev anholdt, til hun blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holbæk.

Alligevel blev hun ført ind i retslokalet i Holbæk iført undertøj og en gennemsigtig DNA-dragt.

Og det er kvindens advokat, Karin Svenningsen, dybt forarget over.

- Hun er ikke blevet behandlet menneskeligt, og hun er ikke blevet behandlet værdigt, siger Karin Svenningsen til DR Nyheder.

Den 23-årige kvinde er sigtet for medvirken til terrorforsøg. Hun er en af de 13 personer, som blev anholdt i begyndelsen af februar i forbindelse med en storstilet terroraktion i Holbæk og Gentofte.

DR Nyheder kunne søndag aften fortælle om den 25-årige A, der også blev anholdt i forbindelse med terroraktionen.

Han er gift med den 23-årige kvinde, og de blev begge anholdt natten til 8. februar i år.

Den 23-årige kvinde er desuden lillesøster til de to hovedmistænkte brødre i sagen.

Politiet mistænker, at brødrene var i gang med at planlægge et angreb enten i Danmark eller i Tyskland.

Under en ransagning på adresser tilknyttet til brødrene fandt politiet ingredienser til fremstilling af bomber, våben og et ISIS-flag.

I alt blev 13 personer anholdt i forbindelse med aktionen. Først en gruppe på syv i Holbæk, hvor de to brødre hører til, og så en gruppe på seks personer i Gentofte.

Den sidste gruppe består af den 23-årige kvinde, hendes 25-årige mand, hans to brødre, søster og en nevø.

De er alle sigtet for medvirken til forsøg på terrorisme.

Advokat: Fremstillet foran dommer i trusser

Den unge kvinde blev fremstillet i grundlovsforhør foran en dommer 19 timer efter anholdelsen sammen med resten af sin mands familie.

- Hun bliver anholdt klokken 02 om morgenen, og pludselig står der mange betjente udenfor med maskinpistoler. Hun ved ikke, hvad der foregår. Hun bliver anholdt og hevet med ind, hvilket jeg ikke kritiserer.

- Men fra klokken 02 til 21 om aftenen ved hun ikke, hvad der sker. Jeg ser hende første gang til grundlovsforhøret. Der kommer en lille pige ind i håndjern og med to betjente. Hun har DNA-dragt på, og til dem der ikke ved det, så kan man se igennem. Man kan se, hun har lyserøde underbukser på, fortæller advokaten.

Hun er dybt forarget over, at man ikke har skaffet den unge kvinde noget tøj, inden hun bliver ført ind i et retslokale fyldt med mennesker, når der er gået 19 timer, fra hun bliver anholdt, til hun bliver fremstillet.

- Jeg må ringe til min mand, som kommer med noget tøj midt om natten, som hun kan få på. I retslokalet er hendes mand, hendes mands familie og 25-30 helt fremmede mennesker. Det er uværdig behandling.

- Angiveligt vil man gerne beholde hendes tøj og undersøge det, men at man ikke engang kan finde tid til at sørge for, at hun får en pose tøj, så hun føler sig behandlet med respekt inde i retten, det er ikke orden, lyder det fra advokaten.

Den 23-årige kvinde blev efter grundlovsforhøret fængslet i tre døgn.

Hun blev efterfølgende genfremstillet i retten, hvor hun stadig havde det tøj på, som advokaten havde givet hende.

- Jeg er forarget over, at ingen har sagt undskyld for den behandling.

Kvinden blev dengang fængslet i fire uger.

DR Nyheder har spurgt Midt- og Vestsjællands Politi, hvorfor den unge kvinde ikke blev tildelt noget tøj.

'Midt- og Vestsjællands Politi kan oplyse, at det i sager, hvor der er mistanke om alvorlig kriminalitet, er standardprocedure, at de mistænkte som del af efterforskningen bliver iført en DNA-dragt. Dragtens gennemsigtighed ønsker politiet ikke at kommentere nærmere ud over, at dragten som bekendt er hvid,' skriver politiet i en mail til DR Nyheder.

'Såfremt en mistænkt bliver varetægtsfængslet, udarbejder politiet rutinemæssigt og i samarbejde med den varetægtsfængslede en plan for at få blandt andet tøj og andre fornødenheder til rådighed,' står der afsluttende i svaret.

Prisen for terror?

Den 23-årige kvinde, hendes mand og hans familie blev efter mere end to og en halv måneds varetægtsfængsling pludseligt løsladt. De er fortsat sigtet i sagen.

DR Nyheder spurgte tidligere på ugen, hvorfor de seks pludseligt blev løsladt, men politiet ønsker ikke at udtale sig, når der fortsat sidder syv fængslet. I stedet henviser politiet til en tidligere en pressemeddelelse.

Advokat Karin Svenningsen må ikke udtale sig om det materiale, der ligger til grund for den mere end ti uger lange varetægtsfængsling. Men ifølge hende er klienten uskyldig.

Hun mener, at politiet har været for længe om at løslade den 23-årige kvinde.

- Men er det ikke fair, når politiet og PET efterforsker en sag om terror, at der styr på truslen, inden de løslader folk?

- Det er fair nok. Det er også fair nok, at de sikrer sig materiale i en sag om indbrud eller en sag om vold, det er altid okay. Men politiet har også en vis forpligtelse til at gøre det med den nødvendige hastighed og fremme sagen, for vi skal bare huske, at de her mennesker ikke er dømt skyldige endnu.

Politiet ransagede adresser flere steder på Sjælland i forbindelse med terrorsagen fra Holbæk. (Foto: Byrd/Rene Lind)
FacebookTwitter