Advokater advarer mod udvisninger

Regeringens og Dansk Folkepartis forslag om at udvise udlændinge for eksempelvis benspænd, er uværdigt for et retssamfund, mener advokatforening.

Domstolene herhjemme vil ikke følge politikeres ønske om at stramme udvisningsregler for kriminelle udlændinge, mener de beskikkede advokater. (Foto: DR © DR)

Hvis det står regeringen og Dansk Folkeparti, kan udlændinge fremover risikere udvisning, hvis de dømmes efter straffelovens paragraf om såkaldt "simpel vold", der blandt andet omfatter slag, bid og benspænd.

Forslaget møder voldsom kritik fra Landsforeningen af Beskikkede Advokater.

- Lovgiverne har tilsyneladende helt opgivet at forholde sig til internationale konventioner, mener advokaterne.

Dommerne vil ikke følge politikeres ønske

Forslaget er ifølge de beskikkede advokater "uværdigt for et retssamfund, der udadtil sætter menneskerettighederne højt".

Sidste år udviste domstolene i gennemsnit to udlændinge hver dag året rundt. Antallet af udvisningsdomme er steget uafladeligt siden 2002, hvor 485 udlændinge blev udvist.

Ifølge de beskikkede advokater vil domstolene ikke kunne følge regeringens ønske om skrappere udvisningskrav, så længe vi har tilsluttet os internationale konventioner, der ikke tillader grundlaget for udvisningerne.

Facebook
Twitter