Ægdonor: Smerterne svarer til 7.000 kroner

Camilla finder det rimeligt, at kompensationen for at donere æg er sat op.

Det er ikke smertefrit at donere æg, men aflønningen for det passer til smerten, mener ægdonor. (Foto: ASGER LADEFOGED © Scanpix)

For tre måneder siden fik Camilla Liv Weist Refer trukket 13 æg ud gennem en lang kanyle i maven.

Forinden havde hun stukket sig selv med hormonindsprøjtninger hver dag i to uger. Det er netop den smerte hun henviser til, når hun forklarer, hvorfor hun synes, at den nye takst for ægdonerer er præcis, som den bør være.

- Set i bakspejlet synes jeg kun det er rimeligt at kvinder får 7.000 kroner før skat for at donere æg, siger Camilla Liv Weist Refer.

Hormoner, togture og smertehelvede

Oprindeligt havde Camilla Liv Weist Refer meldt sig som donor under den gamle lovgivning. I så fald havde hun fået udbetalt 2.400 kroner før skat.

Hun blev dog aldrig indkaldt til undersøgelse, og derfor blev processen lidt længere. Derfor endte hun med at donere med en højere takst end oprindeligt. Nemlig den nuværende på 7. 000 kroner. Og det er hun glad for i dag.

- Det skal jo helst ikke være en udgift, hvis man er frivillig doner. Og når jeg gør mine udgifter op, sammen med den svie og smerte så synes jeg ikke 7.000 kroner er for lidt, fortæller Camilla Liv WeistRefer.

Camilla Liv Weist Refer har som ægdoner taget fri fra arbejde fire dage, så hun kunne blive undersøgt på fertilitetsklinikken. Som donor er det vigtig at møde på specifikke dage i den hormonelle cyklus. Derudover har hun haft en del udgifter med at tage frem og tilbage til klinikken.

Ønsket om at hjælpe en familie

Sidst men ikke mindst er der smerterne, hormonerne før under og efter hun fik trukket æg ud.

- Først var der hormonhelvedet, hvor jeg følte mig præ-menstruel i 14 dage. Derefter var der selve udtagningen som gjorde skide ondt, selvom jeg var på morfin.

Camilla Liv Weist Refer har dog trøstet sig med tanken om, at hun hjælper et barnløst par.

- I de situationer hjalp det at tænke på den lille nye familie, jeg var med til at hjælpe, siger Camillia Liv Weist Refer.

Camilla Liv Weist Refers æg har fundet vej til en lille familie. Hun planlægger snart at give æg igen, fordi hun håber at hjælpe endnu et barnløst par.