Ægtepar og barnebarn udsat for groft hjemmerøveri

Et ældre ægtepar i Holte blev i aftes udsat for et groft hjemmerøveri, mens de havde deres barnebarn på to et halvt år på besøg.

Inden røverne forsvandt, løsnede de tapen om ofrenes hænder, så de kunne tilkalde hjælp. (Foto: Morten Seligmann © DR)

Et ældre ægtepar i Holte blev i aftes udsat for et groft hjemmerøveri, mens de havde deres barnebarn på to et halvt år på besøg.

Fire maskerede mænd tvang den 65-årige mand ned på stuegulvet og bagbandt ham, mens hans 63-årige kone og barnebarnet blev beordret op på husets førstesal.

Herefter begyndte de fire røvere at rode huset igennem og stjæle smykker og andre værdigenstande. De tog også et par hævekort og fik tvunget en pinkode til et af kortene ud af ægteparret.

- Derefter fører de ægteparret og barnebarnet ned i en kælder, hvor de låser dem inde, og så tager de ægteparrets bil, en Audi A4, og kører fra stedet i den, forklarer vagtchef Bruno Witting-Hansen fra Nordsjællands politi til DR Nyheder.

Bilen har registreringsnummer EW 37 383, og den leder politiet nu efter.

Hverken ægteparret eller det lille toårige barnebarn er kommet til skade ved hjemmerøveriet, men de er meget chokerede, oplyser vagtchefen.

Løsnede tapen inden de gik

Politiet oplyser, at gerningsmændene løsnede tapen omkring hænderne på manden og hans hustru, inden de blev låst inde i kælderen. Derfor var det muligt for ægteparret at ringe efter hjælp fra en telefon i kælderrummet.

Det er lykkedes ægteparret at give et fyldigt signalement af de fire hjemmerøvere, som kan hjælpe politiet i efterforskningen.

Alle var unge mænd mellem 18 og 35 år, og de bar alle en træningsdragt med hvid lynlås foran. Desuden talte de alle fire dansk - to med accent.

Facebook
Twitter