Ægteparret Chievitz fik en jødestjerne på postkassen: 'Når en bil kører forbi, kigger man en ekstra gang'

Antisemitisk chikane i november præger stadig ægtepar fra Silkeborg.

Ella og Henrik Chievitz sover skidt om natten.

- Det er kommet rigtig tæt på os lige pludselig. Jeg er ikke så tryg i mit eget hjem, som jeg har været, siger Ella Chievitz i sit hus i Silkeborg.

Lørdag morgen den 9.november sidste år blev de vækket af en bedrøvet og opmærksom nabo.

Naboen havde til sin skræk konstateret, at ukendte gerningsmænd i nattens løb havde sat et gult klistermærke på postkassen ved vejen. En gul jødestjerne og påskriften "Jude".

En splittet følelse af vrede og tomhed ramte det jødiske ægtepar. At hærværket var begået præcis på 81-årsdagen for Krystalnatten forstærkede reaktionen.

- Det, som den stjerne symboliserer, er en legalisering af drab, forfølgelse og udryddelse af en befolknings- og medborgergruppe i Danmark, og her er det jøder, siger Henrik Chievitz.

Flere eksempler på antisemitisme

Antisemitismen er stadig et fænomen i Danmark og over hele Europa.

Samme nat som parret i Silkeborg blev vækket til synet af en jødestjerne på postkassen, blev 84 gravsten overhældt med militærgrøn maling på den jødiske begravelsesplads i Randers.

Siden har Ella og Henrik Chievitz ved flere lejligheder delt den uretfærdighed, de har oplevet. De nægter at lade stå til, som de udtrykker det.

Umiddelbart efter episoden blev der etableret et fakkeloptog i byen, Dronning Margrethe omtalte hadforbrydelserne i sin nytårstale, og i sidste uge var statsminister Mette Frederiksen ude med en markering.

Alt sammen vigtige og nødvendige markeringer, mener Henrik Chievitz.

- Hvis hadet kan manifestere sig i et Tyskland med så mange millioner mennesker, så må der være nogle strømninger, der ligger og dykker ned og kan dukke op igen, siger han med henvisning til jødeforfølgelsen og udryddelsen under 2. Verdenskrig.

Midt i al sympatien har ægteparret da også oplevet at få enkelte hadske beskeder i indbakken i forlængelse af episoden i november.

Se Henrik Chievitz læse en af de anti-jødiske beskeder:

Siden november har parret sat alarmsystemet på alle hjemmets vinduer, ligesom der er opsat flere overvågningskameraer.

- Hvis der kører en bil forbi, så kigger man måske en ekstra gang ud på vejen for at se, hvad det er, siger Henrik Chievitz.

I 2018 blev der registreret 45 antisemitiske hændelser i Danmark. De 35 tilfælde dækker diskrimination og chikane, mens der var fire overfaldssituationer.