Ældre, kronisk syge og frontpersonale først: Vaccine mod coronavirus bliver nok rullet ud om en måneds tid

Personer i særlig risiko for et alvorligt forløb med coronavirus vil blive prioriteret først.

- Jeg bliver glad, hvis vi kan give et kram igen, når 2021 lakker mod enden, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

Sundhedsstyrelsen forventer, at vaccinationsindsatsen mod coronavirus i Danmark begynder i starten af 2021 - og måske endda lidt før.

Det fremgår af planen for 'Udrulning af vaccination mod Covid-19', som Sundhedsstyrelsen netop har udgivet.

Det er planen, at den længe ventede vaccine i første omgang skal gives til udvalgte personer i særlige risikogrupper og til udvalgt personale i sundheds-, ældre- og socialsektoren, som er særligt udsat for smitte eller varetager en kritisk funktion.

Der findes i skrivende stund ikke en vaccine mod coronavirus, som er godkendt af Lægemiddelstyrelsen, men der er lavet forhåndsaftaler med fem medicinalvirksomheder, som har kandidater til en vaccine.

- I det mest optimistiske scenarie vil de første vacciner blive leveret til Danmark i slutningen af i år, siger sundhedsminister Magnus Heunicke (S) på et pressemøde.

Er klar til at rulle ud inden jul

Sundhedsministeren siger samtidig på pressemødet, at alle indbyggere i Danmark, Grønland og Færøerne vil få tilbudt en vaccine.

- Hvis vi får leveret vaccinen inden jul, så er vi klar til at rulle planen ud, siger Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm.

- Hvis vi får den lidt senere i 2021, er vi endnu mere klar, siger han og understreger, at der kan være forsinkelser på grund af blandt andet godkendelser.

Og netop godkendelser er helt centrale. Det understreger Thomas Senderovitz, direktør i Lægemiddelstyrelsen, der står for godkendelse af medicin i Danmark.

- Vi vil hellere vente end at sjuske med det her, siger Thomas Senderovitz i frygt for at være en "party killer". For han vil ikke have, at vaccinen bliver skyndet for hurtigt igennem.

Vaccinen vil være frivillig at få og et gratis tilbud til forskellige grupper i samfundet løbende. Personer i størst risiko for et alvorligt forløb med coronavirus vil blive prioriteret først.

I den efterfølgende fase vil det være de øvrige personer i øget risiko, andet personale i sundheds- og ældresektoren samt udvalgt personale i socialsektoren med tæt kontakt til borgere eller patienter.

Også noget personale i samfundkritiske funktioner vil blive tilbudt vaccinen i den fase.

I næste fase bliver vaccinen udrullet til en større del af befolkningen, hvor prioriteringen kan komme til at afhænge af alder.

I sidste fase vil vaccinationen blive tilbudt på baggrund af efterspørgsel.

- Udrulningen kommer til at tage det meste af et år, siger Thomas Senderovitz.

Og bare fordi man selv når at blive vaccineret tidligt i forløbet, så skal man ikke kaste om sig med kindkys, kram og håndtryk, lyder det Søren Brostrøm.

- Vaccinen fjerner ikke alt. Vi kommer til at fastholde vores anbefalinger. Også for de vaccinerede, advarer Sundhedsstyrelsens direktør.

- Jeg bliver glad, hvis vi kan give et kram igen, når 2021 lakker mod enden, tilføjer han.

Søren Brostrøm oplyser, at det i første omgang vil være testcentrene - også kendt som 'De Hvide Telte', der vil stå for at give vaccinerne.

'Vores tids svar på månelandingen'

Selvom tiden siden marts måske har kunnet føles lang med isolation, restriktioner og frustrationer, så er vaccinerne blevet udviklet på nærmest uhørt kort tid.

Den vaccine, der hidtil har været udviklet hurtigst, tog fire år at få lavet og godkendt til brug. Derfor er det også virkelig stort, at det er gået så hurtigt med udviklingen af vacciner mod covid-19.

- Når der kommer en vaccine, vil det blive vores tids svar på månelandingen, siger Thomas Senderovitz.

Han understreger samtidig, at der ikke er nogen, der arbejder for hurtigt på at få en godkendelse på plads, og at der på nuværende tidspunkt er tre vaccineprojekter, der er under 'rolling review' i EU.

- Vi er på vej mod målstregen. Men vi må ikke overse noget, siger han.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter