Ældremad: En lille portion på tallerkenen kan lokke mere ned

Fødevareministeren er tilfreds med en ny vidensbank om ældremad, men plejehjemslederne tror ikke på fremskridt uden penge.

Sådan ser maden tit ud, når pensionisterne modtager den fra centralkøkkenet. Skal det være anderledes vil det koste mange penge, for eksempel at lave et køkken, mener plejehjemslederne. (Foto: DR © DR)

Der følger ingen penge med den nye vidensbank om ældremad, som Fødevare- og Socialministerierne i dag har præsenteret.

For ifølge fødevareminister Dan Jørgensen (S) kan der laves meget om, uden at det koster ekstra, og i vidensbanken er der bud på gode eksempler fra plejehjem og kommuner rundt om i landet.

20 procent af de ældre i hjemmeplejen eller på plejehjem er undervægtige, og målet er at få de ældre til at spise mere, fordi det giver dem mere livskvalitet samt samfundsbesparelser, fordi de hurtigere kommer sig, hvis de bliver syge.

- Forslag koster penge

I vidensbanken henvises til Sølund Plejecenter i København, som har erstattet frostvarer og konserves med mad lavet fra bunden, men ideen kan ikke tages op af alle plejehjem, siger Ole Mørk Nielsen, der er formand for plejehjemslederne.

- Det handler om, hvorvidt man har et køkken eller får leveret maden, og om man har et stort køkken, der laver mad til 150, som Sølund gør, eller et lille køkken til 35 beboere, siger han.

Han mener ikke, at forslagene fra vidensbanken kan tages op uden penge.

Økonomi sætter begrænsning

- Har man ikke et køkken, skal det bygges, og det er dyrt. Har man et lille køkken, kan man ikke have ansat bagere, kokke og diætister, for det sætter økonomien en begrænsning for, siger han.

- Jeg er ikke i tvivl om, at alle ønsker at lave ting fra bunden, men små institutioner har en anden økonomi end store, så spørgsmålet er, om man skal bruge tid på at skrælle kartofler eller få dem leveret skrællede, siger Ole Mørk Nielsen.

Et forslag i vidensbanken er at servere mindre portioner, dels for at minimere madspild, dels for at undgå, at en småtspisende ældre mister appetitten, fordi der for eksempel ligger et helt bjerg af kartoffelmos.

Det hjælper at spise med andre

Et andet forslag er at tjekke, om de ældre har problemer med tænderne, med at synke eller skære maden ud. Desuden er erfaringen, at det hjælper på appetitten at inddrage de ældre i madlavningen og at spise sammen med andre.

I vidensbanken henvises til erfaringer fra Københavns Madhus og Herlev Hospital, hvor en omstilling af storkøkkenet til mere madlavning-fra-bunden kunne ske uden, at omkostningerne steg meget.

En spiseven hjælper

I Odense Kommune har man i samarbejde med Ældre Sagen lavet projektet 'Spisevenner' målrettet ældre, der får mad leveret hjem fra hjemmeplejen. Der er tale om en frivillig besøgsven, som spiser sammen med den ældre.

Ifølge de foreløbige erfaringer fremmer en frivillig spiseven både den ældres vægt, funktionsevne og humør.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter