Ældreplejens kultur får kritik: Men de ansatte er pressede, tiden knap og for mange er ufaglærte

En omdiskuteret TV2-dokumentar har sat fornyet fokus på forholdene for landets ældre.

Plejehjemme har problemer med at finde kvalificerede medarbejdere, og derfor kommer der flere og flere ufaglærte (ARKIV). (Foto: Ida Guldbæk Arentsen © Scanpix)

I aftes løb en allerede omdiskuteret TV2-dokumentar over skærmen, der sætter fokus på tvivlsomme forhold på to østjyske plejehjem.

Skjulte optagelser viser, hvordan en 90-årig bliver hejst i en lift på trods af smerter, og hvordan en 91-årig må gå rundt med en fyldt ble i næsten ti timer.

Dokumentaren har allerede vakt voldsom kritik fra flere parter, og det diskuteres blandt andet, om personalet er uddannet godt nok, og om kulturen i sektoren skal strammes op.

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) holder ikke igen, når han kommenterer sagen.

- Når jeg ser billeder og episoder af den slags, er det et udtryk for svigt og en afstumpet og umenneskelig kultur, der ikke hører nogle steder hjemme, siger han til DR.

Presset sektor og for mange ufaglærte

Professor Tine Rostgaard fra RUC mener ikke, at det generelt står så skidt til i sektoren. Men hun mener, at episoderne i dokumentaren er udtryk for et område, der gennem længere tid har fået færre og færre ressourcer.

- Det handler om rigtig mange dygtige medarbejdere, der har hjertet på det rette sted. Men hvis man dag ud og dag ind oplever at have for travlt, bliver man nødt til at fokusere på det, der er muligt, og så kan det godt være, at man får den her afstumpede adfærd, siger hun.

TV2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' viser blandt andet skjulte optagelser fra plejecenter Kongsgården i Aarhus (ARKIV). (Foto: Henning Bagger © Scanpix)

Hun mener ikke, at social- og sundhedsassistenterne på landets plejehjem er for dårligt uddannede - til gengæld er der for mange ufaglærte iblandt.

- Kigger man på andre lande, har vi faktisk et højtuddannet personale, og vi er heldige, at de både er uddannet inden for social og sundhed. Men det er også rigtig svært for kommunerne at rekruttere, fordi der er for få uddannede, og så ser vi den her glidende bølge med flere ufaglærte, siger Tine Rostgaard.

Mange overvejer at forlade sektoren

Samtidig er forholdene for de ansatte på et niveau, der gør det svært at holde på dem.

Tine Rostgaard har via sin forskning fulgt sektoren gennem længere tid, og hun fortæller, at medarbejderne i ældreplejen over en ti-årig periode udtrykker, at forholdene er blevet værre og værre.

De får mindre tid til den enkelte borger, mindre tid til at tale med kollegaer og ledere og mindre anerkendelse i offentligheden.

- Mange ser stadig arbejdet som meningsfuldt, men der er også mange af dem, der ikke kan klare mere, og 43 procent i vores undersøgelse siger, at de overvejer at finde et andet arbejde, siger Tine Rostgaard.

Hele sektoren skal løfte sig

Sundheds- og ældreminister Magnus Heunicke (S) erkender, at pengene ikke har fulgt med de stigende udgifter til flere ældre, og det vil han råde bod på med en kommende velfærdslov.

Han mener dog samtidig, at hele sektoren er nødt til at løfte sig, og det gælder både sosu-skolerne, ledelsen i ældreplejen, de kommunale forvaltninger og ham selv som ældreminister.

- Det her område skriger på, at vi tager ansvaret for vores ældrepleje, alle os, der har en del af ansvaret, siger han.

Spørger man Tine Rostgaard er det dog især vigtigt, at man sikrer bedre forhold for medarbejderne.

- Det er en problematik, vi har peget på i flere år, som vi skal tage virkelig seriøst. Vi får langt flere ældre, det bliver svære at rekruttere, og der er langt færre, der søger ind på uddannelsen. Så der skal ressourcer nok til, at det igen bliver attraktivt at arbejde inden for området, siger hun.

TV2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden' har blandt andet medført flere påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed til Plejecenter Kongsgården i Aarhus. Desuden lover Aarhus Kommune, at der skal ske betydelige ændringer på området.

Facebook
Twitter