Ændring af regler vil ikke give flere donorer

Politikerne vil have, at alle over 18 år skal spørges, om de vil være organdonor, når de går til lægen. Men det vil ikke afhjælpe manglen på organer, mener Transplantationsgruppen.

I fremtiden vil alle over 18 år sandsynligvis blive spurgt direkte, om de vil være organdonorer, når de går til lægen. Det synes politikerne nemlig er en god ide. Men formanden for transplantationsgruppen mener ikke, det vil skaffe flere organer. (© DR)

Det vil ikke hjælpe noget at tvinge folk til at tage stilling til organspørgsmålet, når de bliver myndige. Der skal helt andre midler til, hvis vi skal løse manglen på organer.

Det mener Ib Gaarde-Nissen, der er formand for Transplantationsgruppen, som varetager interesser for transplanterede og for patienter, som venter på en organtransplantation.

- Det er et lille skridt fremad, men det er ikke noget, jeg forventer mig særlig meget af, siger han.

Vil ikke løse manglen på organer

Formandens udmelding kommer efter, at løsgængeren Pia Christmas-Møller har skaffet flertal for et forslag om at ændre reglerne udenom regeringen.

Hendes forslag betyder, at alle over 18 år i fremtiden skal spørges om deres personlige holdning til organdonation, når de for eksempel er hos lægen, eller får deres pas eller kørekort.

Men det vil ikke ændre væsentligt på situationen i dag, hvor der er stor mangel på organer, mener Ib Gaarde-Nissen.

- Jeg tror ikke på, at det vil have nogen effekt. Jeg mener, vi skal over i en helt anden boldgade. Vi skal i stedet ud og informere borgerne meget mere om organdonation, siger han.

Svensk model kan være løsningen

Pia Christmas-Møller er dog overbevist om, at hendes forslag vil sætte skub i tilmeldingerne til donorregistret og dermed give flere organer.

- Det er jeg ikke i tvivl om. Mange har gjort deres stilling op, men mangler at få det registreret, siger hun.

Men Transplantationsgruppen hælder fortsat mere til informationskampagner eller den svenske model. I vores naboland fødes borgerne nemlig som donor, og skal selv aktivt framelde sig.

- I Sverige har formodet samtykke og en massiv indsats med informationskampagner hen over de seneste år givet et massivt løft, hvor flere og flere har sagt ja til organdonation, siger Ib Gaarde-Nissen.

Facebook
Twitter