Afdelingschef om fejl i kræftkontrol: Vi er gået tilbage til papir

Omstridt it-platform betyder, at region ikke kan garantere overholdelse af ventetider.

Ifølge ledende overlæge Henrik Flyger har store kræftafdelinger, som har indført Sundhedsplatformen i Region Hovedstaden, nu personale, der sidder manuelt og holder øje med ventetider på papir. Her ses Herlev Hospital. Arkivfoto (Foto: Jens nøRgaard Larsen © Scanpix)

Personalet på flere af hovedstadens kræftafdelinger har siden juni måned manuelt registreret, om patienter kommer til kontrol og operationer til tiden.

Det fortæller ledende overlæge Henrik Flyger, der er chef for brystkirurgi ved Rigshospitalet og Herlev Hospital.

Han overtog afdelingen på Rigshospitalet i begyndelsen af juni, og der konstaterede han, at der manglede registrering af, om afdelingen levede op til, at patienter får behandling til tiden.

- Det vil sige, at jeg ikke kunne bevise, at man har overholdt denne her behandlingsgaranti, og det er jo et problem, siger han.

Har mistet overblik

Nu viser det sig, at regionens nye system, Sundhedsplatformen, der overtog registreringen for 14 måneder siden, er skyld i, at man har mistet overblik, og at mange patienters forløb derfor ikke er blevet automatisk registreret af det nye system.

- Problemet har været, at vi nogle steder ikke har fået lavet den her automatiske registrering, og samtidig har vi på min afdeling på Rigshospitalet ikke haft nogen sekretærer eller læger, der håndholdt har fulgt med, siger Henrik Flyger.

Det er ellers en aftale med regeringen, at alle kræftpatienter skal undgå unødig ventetid i såkaldte kræftpakkeforløb. Regionerne skal løbende oplyse om, at de overholder aftalen.

Men kontrollen med, om kræftpatienterne behandles til tiden, er reelt brudt sammen i Region Hovedstaden, efter at det nye it-system Sundhedsplatformen er blevet indført. Det skriver Politiken.

Er gået tilbage til papir

Konkret betyder den manglende registrering, at der i de første tre måneder af 2017 kun er registreret 505 forløb med kræftpatienter. Normalt bliver der i den periode behandlet omkring 1.200 patienter, skriver avisen.

- Det betyder, at der er nogle patienter på Rigshospitalet, som har overskredet reglerne for maksimale ventetider, og tilsyneladende har de så ikke fået det tilbud, som de burde have haft, siger Henrik Flyger.

Samtidig har fejlregistreringer i systemet betydet, at mange behandlingsforløb ikke er blevet ordentligt opgjort, fortæller Henrik Flyger. Ifølge ham drejer det sig om et sted mellem "1.000 og 2.000" sager med patienter, som ikke er registreret korrekt.

- Der ligger utroligt mange fejlregistreringer på grund af Sundhedsplatformen. Derfor er de ikke blevet sendt til Landspatientregisteret, og derfor er de ikke blevet kræftpakkekodet, og det er jo et problem, og det skal jeg have rettet op, siger han.

Hvad gør I så nu?

- Vi monitorerer det manuelt på papir. Der er personale, der holder øje med hver eneste patient. Kommer de ind til tiden, og bliver de opereret til tiden. Det gør de også de andre steder, jeg har spurgt. Alle store kræftafdelinger har personale, der sidder manuelt og holder øje med ventetider, siger han.