Den amerikanske ambassade støttede Atlantsammenslutningens netop aflyste Nato-konference i København med mere end 100.000 kroner.
Samarbejdet gik godt, og interessen var stor. Tilhørerpladserne i Riddersalen på Frederiksberg Slot blev revet væk, så det blev nødvendigt at lave en venteliste.
Det fortæller Atlantsammenslutningens generalsekretær, Lars Bangert Struwe.
Men trækplaster blev pludselig til varm kartoffel, da den amerikanske ambassade i USA slog hælene i overfor den amerikanske oplægsholder Stanley Sloan.
- Der opstod en diskussion om, hvem der kan holde oplæg, og hvordan det kan ske. Og for at spare dem, der var så venlige at stille op, for at skulle repræsentere noget, de ikke nødvendigvis er involveret i, så måtte vi aflyse, siger Lars Bangert Struwe.
Krav fra ambassade
Sagens kerne er en Nato-konference, der på tirsdag skulle have været afholdt i København i anledning af Natos 70-års jubilæum. I dag meddelte arrangøren, Atlantsammenslutningen, at konferencen er aflyst. Beslutningen blev truffet, efter at den amerikanske ambassade krævede, at en Trump-kritisk oplægsholder blev fjernet fra talerlisten.
Det fortæller generalsekretær Lars Bangert Struwe.
Hvordan oplevede du påvirkningen fra den amerikanske ambassade?
- Det gik godt, lige indtil vi kom op med ideen om at bruge Stanley Sloan som oplægsholder. Han har været ansat i den amerikanske kongres, CIA og er i dag tilknyttet vores søsterorganisation, Atlantic Council. Han har stået for at tale positivt om Nato, og derfor anså vi det som naturligt at invitere en kapacitet som ham.
- Det synes den amerikanske ambassade ikke. Vi gjorde forsøg på at tale med Stanley Sloan, og han var helt med på rammerne, men den amerikanske ambassade sagde til sidst, at de ikke ville have ham som oplægsholder. Efter at have gået lidt omkring os selv besluttede vi os for at aflyse.
Den amerikanske ambassade forklarer, at Stanley Sloan først blev tilføjet i sidste øjeblik og uden fælles enighed. Hvad siger du til den udlægning?
- I forrige uge manglede vi en amerikansk oplægsholder, og vi fik talt med Stanley Sloan, som flere gange har optrådt i Danmark. Vi fik ham på programmet og orienterede amerikanerne om det på samme vis, som vi har orienteret om alle mulige andre oplægsholdere. De vælger at sige, at de ikke vil have ham, efter at vi har sagt, at vi kan stå inde for ham. Det er sagsforløbet set fra vores side.
Hvilket indtryk har du af, hvorfor den amerikanske ambassade ikke ville have ham på talerlisten?
- Det må du tale med den amerikanske ambassade om. Umiddelbart er det mit indtryk, at de indenrigspolitisk er uenige med ham, og derfor ønskede de ham ikke. Jeg har meget svært ved at se Stanley Sloan som en, der ikke er ‘atlantist’ som os andre.
Ambassade: Vi støtter ytringsfrihed
Den amerikanske ambassade har i en skriftlig udtalelse oplyst, at der ikke var enighed om Stanley Sloan som oplægsholder, da han i ‘sidste øjeblik’ blev tilføjet talerlisten.
- I planlægningen af konferencen var ambassaden og Atlantsammenslutningen enige om en talerliste med et bredt perspektiv på alliancen (Nato, red.).
- At Mr. Stanley Sloan i sidste øjeblik blev tilføjet talerlisten fulgte ikke den samme velovervejede fremgangsmåde med fælles enighed om beslutningerne, som blev fulgt i rekrutteringen af de øvrige talere, skriver en talsperson fra den amerikanske ambassade i Danmark.
Talspersonen kalder det "uheldigt", at Atlantsammenslutningen har besluttet at aflyse konferencen og understreger, at den amerikanske ambassade "støtter ytringsfrihed, som det er nedfældet i den første tilføjelse til den amerikanske forfatning."
Slagelse-borgmester og fhv. folketingsmedlem John Dyrby Paulsen (S) er formand for Atlantsammenslutningen.
Han ærgrer sig over aflysningen.
- Vi har haft opgaven med at stable konferencen på benene og udvælge de talere, der skulle være på talerlisten. Som altid har vi haft en løbende dialog med vores medsponsor, så hvad der er sidste øjeblik eller ej, det kan vi altid drøfte. Det er mit indtryk, at de i en uges tid har vidst, at han var på programmet, men har ikke mødt nogen indvendinger mod det før i sidste øjeblik, siger John Dyrby Paulsen.