Aflytninger i Nedim Yasar-sag: 'Vær stærk, vær en mand, 16 år, 16 år'

En række aflytninger blev tirsdag fremlagt i Nedim Yasar-sagen

Nedim Yasar fotograferet den 3. februar 2017. (Foto: Tobias Nicolai © Scanpix)

En række aflytninger, som politiet har foretaget, blev tirsdag formiddag fremlagt i Retten på Frederiksberg i sagen om drabet på Nedim Yasar.

To mænd på 25 og 26 år er tiltalt for drabet på den tidligere bandeleder og radiovært, som blev skudt den 19. november 2018 efter en bogreception på Hejrevej i Københavns nordvest-kvarter.

Retsmødet er det andet i sagen, og de to tiltalte blev tirsdag præsenteret for en række konkrete rumaflytninger, som er foretaget i de fængselsceller, hvor de har siddet fængslet siden begyndelse af december 2018.

Vær en mand, vær stærk

På en af optagelserne, som blev forholdt en af tiltalte, fremgår det, at han den 9. december 2018 talte til sig selv i sin celle.

- Vær en mand, vær stærk, ta’ det i stiv arm, 16 år, 16 år, sagde den tiltalte til sig selv.

Han forklarede efterfølgende anklager Jens Povlsen, at han var bange for at blive uskyldig dømt.

- Jeg blev proppet med en masse ting, da jeg blev anholdt, og jeg havde ikke en god advokat. For nylig fik en af mine venner 11 års fængsel, selv om han ikke havde gjort det, så jeg ved, at den slags kan ske. Der er systemer, som ikke fungerer, sagde den tiltalte, som er medlem af rockerklubben Satudarah.

Han blev også præsenteret for en aflytning, hvor han i en samtale med sig selv den 9. december 2018 undskyldte overfor sine forældre og daværende kæreste.

- Jeg var i smerter, og jeg var bange for at miste min kæreste, der var gravid. Jeg var ulykkelig, og det var ikke fedt. Jeg var sigtet for drab og frustreret, forklarede han.

Tiltalte ville smadre rockerklub

Den anden tiltalte i sagen blev ligeledes forelagt nogle rumaflytninger, som er foretaget under varetægtsfængslingen, og her havde han blandt andet sagt i en samtale med sin kæreste, at han ville smadre sin medtiltalte, fordi han nu var involveret i Nedim-sagen.

- Visse tider har jeg været meget vred på ham. Jeg blev anholdt, og så sagde de, at det var på grund af ham. Det er da klart, at det irriterer mig. Jeg har sagt, at jeg ville smadre hele verden og Satudarah - ingen tvivl om det, lød det.

Han forklarede desuden, at politiet under afhøringerne af ham flere gange havde gjort det klart, at politiet godt vidste, at det var den medtiltalte, som havde dræbt Nedim Yasar.

De to tiltalte har via deres forsvarsadvokater nægtet sig skyldige i anklagerne om manddrab.

Senere tirsdag vil en række vidner afgive forklaring for retten – herunder en mand, som var vidne til skyderiet den 19. november samt flere gæster, der var til stede ved bogreceptionen.