Afrikanere bør adoptere danske ældre: Fem millioner har nu set P3-satirevideo

Videoen indtager - indtil videre - en andenplads over mest omtalte DR-videoer på Facebook. Kun æble-professoren slår den.

Jackson Nouwah, der er den fiktive stifter af AADF, er i virkeligheden guide for Ibis og laver amatørteater.

- Giv en hånd til... Danmarks ældre.

Danske ældre har det så skidt, at afrikanerne bør give vores nødlidende medborgere et lykkeligere liv i Afrika ved at adoptere dem.

Sådan lyder det ironiske budskab i P3-videoen 'Adopt a Dane'.

Videoen, som er ment som en blanding af underholdning og oplysning, er nu nået ud til knap fem millioner seere rundt om i verden.

- I Danmark har vi en lang tradition for at bruge humor og satire, når vi behandler svære emner. Videoen er et satirisk fundraising-tiltag i P3's fokus på Danmarks Indsamling, forklarer DR's redaktør på Danmarks Indsamling, Anders Thomsen.

Medier i Portugal, Holland, Italien, Norge, Sverige, England og USA har blandt andre omtalt den danske video, som blev publiceret i mandags.

Idéen til 'Adopt a Dane' hentede folkene bag videoen fra Facebook-kommentarer. Her stødte de nemlig på den samme holdning igen og igen, hvert år når indsamlingsshowet nærmede sig:

- Vi kunne ikke slippe, at mange skrev, at vi skulle støtte ældre i stedet for at støtte i u-landene, siger Jonas Delfs, digital redaktør i DR.

- Vi kunne ikke overskue flere lidelseshistorier op til showet og tænkte, om vi i stedet kunne komme kritikken i forkøbet og vende det hele lidt på hovedet, siger han.

Og det lader til, at modtagerne har forstået budskabet. I skrivende stund er videoen blevet 'liket' knap 32.000 gange og delt 31.000 gange på Facebook.

- Liberianere er nemmere end danskere

Lasse Schøber er en af journalisterne bag videoen, og han var med i Liberia for at lave optagelserne. Trods den ekstreme fattigdom, som liberianerne lever under, så var de utroligt imødekommende, fortæller han.

- Det var faktisk nemmere at optage omkring menneskerne dernede end danskerne herhjemme, siger Lasse Schøber.

- Deres smil nåede op til begge ører, og de ville bare gerne hjælpe, siger han og fortæller om en episode, hvor tv-holdets bil brød sammen i junglen og en fattig dame i en landsby - der dog ingen rent vand havde - tilbød dem småkager.

- I hælene på voksen-baby og æble-Hans

Med videoens enorme omtale og tusindvis af delinger indtager opfordringen om ældre-adoptioner en andenplads over mest populære DR-videoer.

Den eneste, som har fået endnu flere seere til tasterne, er professor Hans Rosling, der på pædagogisk vis forklarer sig med æbler i Deadline.

Ifølge Rasmus Thaarup fra DR Medier, som er afdelingen, der står for programmer, har adoptionsvideoen gode muligheder for at nå endnu bredere.

- Populære videoer plejer at gå viralt i et par uger. Og det er selvfølgelig en fordel, at den er på engelsk, siger han.

Han spåede tidligere i dag, at 'Adopt a Dane'-videoen inden længe ville overhale videoen med voksenbabyen, der udkom i sidste uge. Men det er altså allerede sket, inden denne artikel nåede at udkomme.

Top 5 over mest sete DR-videoer

Når man måler på videoernes spredning, kigger man på interaktionen, som er en kombination af delinger, kommentarer og likes.

For det seneste år får man denne liste:

Facebook
Twitter

Mere fra dr.dk