Afrodansker om neger-debat: Bare kald mig Josef

- Hvorfor skal hvide mennesker diskutere, hvad jeg skal kaldes, spørger Josef W. Nielsen.

Josef W. Nielsen til højre. Sammen med vicepræsident i Afro Empowerment Center, Victor Bennett.

Josef W. Nielsen bor i Danmark, har afrikansk baggrund og mener, at han og andre mennesker med afrikansk baggrund har retten til at kalde sig, hvad de vil. Så må andre rette ind.

- Vi kan ikke give andre mundkurv på, men vi kan definere os selv som mennesker med afrikansk baggrund, og så må det være op til andre at lære at bruge de termer, siger han.

Josef W. Nielsen er formand for menneskerettighedsorganisationen Afro Empowerment Center (AEC), der kæmper for ligeværd og lige rettigheder for mennesker med afrikansk baggrund i Danmark.

Afrikaner er ikke specifikt nok

Budskabet om, at Josef W. Nielsen selv vil bestemme, hvad han skal kaldes, kommer i kølvandet på, at Statens Museum for Kunst har valgt at ændre titlerne på 13 kunstværker, hvori ordet neger indgår. I en alternativ titel står der nu 'afrikaner' i stedet.

Det glæder AEC-formanden, at 'neger' er fjernet, men erstatningen er ikke optimal.

- Det kommer til at handle om nogen, der bor i Afrika, ligesom man er europæer, når man bor i Europa, siger Josef W. Nielsen.

Har du et alternativ til afrikaner?

- Jeg vil gerne kaldes afrodansker, sort eller person med afrikansk baggrund.

Josef W. Nielsen mener helt grundlæggende, at han og andre afrodanskerne skulle have været taget med på råd.

- Jeg har ikke retten her. Der sidder en masse hvide mennesker og diskuterer, hvem der har retten til at kalde mig hvad. Men det er mig, det vedrører, og jeg bør have definitionsretten. Det vigtigste er, hvad vi kalder os selv. Det må andre mennesker så adoptere, siger formanden der til daglig leder Teater Solaris i Hvalsø.

Hvad vil du kaldes?

- Josef.

Det korte svar bliver efterfulgt af en lidt længere forklaring fra Josef W. Nielsen.

- Jeg er ikke en gruppe, så jeg vil bare kaldes ved mit navn. Hvis jeg skal definere mig som en del af en gruppe, så afhænger det af konteksten. Jeg er dansker, fordi jeg bor i Danmark. jeg er afrodansker, fordi jeg har afrikanske rødder. Hvis jeg rejser rundt i Europa, så er jeg en person med afrikansk baggrund. I Afrika er jeg europæer.