Aftenshow-vært hypnotiseret: Jeg var under en andens kontrol

Mikkel Fønsskov fortæller om at blive hypnotiseret på direkte tv af Tobias Hamann.

Vært på Aftenshowet Mikkel Fønsskov lægger sin hånd i 29-årige Tobias Hamanns.

Deres håndflader rører hinanden, og Mikkel Fønsskov bliver bedt om at trykke sin hånd hårdt ned mod den andens.

- Tæl ned fra ti, siger Hamann.

Når Mikkel Fønsskov er nået til et, vil alle fibre i hans krop slå fuldstændigt af, og han vil føle sig helt afslappet, får han at vide. Værten kigger Tobias Hamann dybt i øjnene uden at blinke.

- 10, 9, 8, 7, 6, 5, 4, 3 tæller han.

Tobias Hamann knipser med fingrene, siger "sov", og Mikkel Fønsskovs hoved falder straks ned mellem benene på ham.

Han er hypnotiseret.

I et ganske opsigtsvækkende indslag i Aftenshowet i aftes demonstrerede den tidligere Bagedyst-vinder Tobias Hamann, barnebarn af hypnotisøren Ali Hamann, hvordan han hypnotiserer folk.

Vi har spurgt Mikkel Fønsskov, hvordan det føltes.

Var det fup?

Det ser jo helt vildt ud, så jeg bliver nødt til at spørge: Var det fup?

- Det var det ikke. Jeg har prøvet hypnose tidligere, og man skal bare være modtagelig for det og stole på, hvad det er, hypnotisøren siger, og ikke have forventninger til, hvad der sker. Gør man sig for mange tanker, så kan man nok ikke, siger han.

Da Mikkel Fønsskovs hoved hænger slapt foroverbøjet, siger Tobias Hamann, at han gør det godt.

- Mærk hvordan armene og benene begynder at slappe af. Du har det dejligt. Armene er fuldstændigt slappe, siger Tobias Hamann, der løfter op i værtens hænder og slipper dem igen.

De falder ned som døde fisk på lårene.

Hvordan føltes det lige der?

- Det var helt mørkt. Jeg havde ikke alle mulige billeder i hovedet, og jeg var ved fuld bevidsthed. Jeg havde ikke lyst til at gøre andet end at afvente, hvad jeg fik besked på, fortæller Mikkel Fønsskov.

Under kontrol af en anden

Var det som at være i en anden persons magt?

- Ja, men ikke på en ubehagelig måde. Det var, som om jeg var under en andens kontrol og bare afventede.

Tobias Hamann lægger et lille bolsje mellem fingrene på ham, og han får besked på at spise det. Mikkel Fønsskov svarer, at bolsjet er en sten.

- Bolsjet føltes enormt tungt, og det var mærkeligt, for jeg havde ikke lyst til at gøre noget, fortæller han.

Da Tobias Hamann knipser og siger, at han kan bevæge armene, løfter Mikkel Fønsskov bolsjet op til munden.

Senere under hypnosen får Tobias Hamann Mikkel Fønsskov til at tage medværten Mette Bluhme Riecks vagter på Aftenshowet, frem til at hun skal på barsel. Herefter knipser Hamann med fingrene, og Mikkel Fønsskov er ude af sin trance.

Aftenshowets vært Mikkel Fønsskov havde ikke lyst til at bevæge hænderne, da han blev hypnotiseret.

Imens værten var under hypnose, kunne han høre folk omkring sig grine, og bagefter var de andre gæster i studiet meget forbløffede.

Men han var ikke selv i nogen choktilstand, selv om han var en lille smule groggy bagefter, fortæller han.

- Jeg skulle lige huske, hvad jeg skulle sige – du ved, formulere ordene. Men ellers var jeg bare videre i teksten.

Nyttigt trick?

En undersøgelse viser, at man kan bruge hypnose til at hjælpe hjerneskadede med at huske bedre.

Andre bruger det som hjælp til at stoppe med at ryge og behandle fobier. Det er dokumenteret, at hypnose kan have en effekt på både hjerne og krop.

Men hypnose anvendes også i sceneshows og er traditionelt set blevet brugt som ren og skær underholdning.

Ville du anbefale andre at prøve det?

- Jeg ved ikke, hvad jeg synes om at bruge det til ren og skær trick. Men jeg vil sige, at hvis man tror på, at det kan hjælpe en med noget nyttigt, så skal man da give det et forsøg, siger han.