AGF vil også have lov til at bruge ansigtsgenkendelse

Med ny teknologi kan overvågningssystem genkende karantænedømte fodboldfans. Brøndby IF er i gang.

AGF-fans kan måske se frem til at få ansigterne scannet, når de skal ind på Ceres Park i Aarhus. Arkivfoto. (Foto: henning Bagger © Scanpix)

Fodboldklubben Brøndby IF har allerede fået tilladelse til at bruge ansigtsgenkendelse til at holde karantænedømte ballademagere ude af stadion, og nu vil aarhusianske AGF også have lov.

- Jeg synes, det er et fremragende initiativ i Brøndby. Det er et fantastisk redskab til at holde de uromagere, som er med til at ødelægge det for andre, ude af de danske stadions, siger direktør i AGF Jacob Nielsen.

AGF har i forvejen et spritnyt videoovervågningssystem, der er i stand til at genkende ansigter automatisk. Lige nu er den funktion dog slukket. I dag sidder der mennesker og ser på skærme for at spotte ballademagere, men teknisk set vil det være muligt at få computersystemet til at gøre det i stedet.

Derfor vil AGF nu også søge tilladelse fra Datatilsynet.

- Vi vil gerne have den tilladelse, så vi kan iværksætte det hurtigst muligt, hvis det viser sig, at erfaringerne er gode fra Brøndby, siger Jacob Nielsen.

Redskab til højrisikokampe

Systemet i Brøndby vil blive taget i brug første gang 14. juli, når klubben tager imod Silkeborg IF til sæsonens første kamp på hjemmebane.

Det er første gang, en virksomhed i Danmark har fået Datatilsynets tilladelse til at bruge ansigtsgodkendelse, og tilladelsen til Brøndby IF vil gøre det let for andre fodboldklubber at få lov også, vurderer man hos AGF.

Og hvis AGF får lov, vil overvågningssystemet formentlig blive brugt i forbindelse med højrisikokampe – for eksempel mod Brøndby IF.

- Vi vil højst sandsynligt bruge systemet. Vi er allerede i dialog med Brøndby, og man kunne for eksempel forestille sig, at vi lavede et samarbejde, næste gang Brøndby kom på besøg, hvor vi identificerede dem i Brøndbys afsnit. De plejer altid at komme mange til Aarhus, så det er en højrisikokamp, siger Jacob Nielsen.

Se indslag om overvågningen i Brøndby her:

Bare et redskab til vagterne

Ansigtsgodkendelse har eksisteret i en årrække, men det er en kontroversiel teknologi. Derfor er der også taget en række tiltag i Brøndby, der skal sikre privatlivets fred for almindelige, fredelige tilskuere.

Systemet registrerer kun personer, som er på klubbens karantæneliste, og informationerne lagres på en intern server - uden netadgang - som kun autoriseret personale har adgang til. Samtidig bliver personoplysninger om dem, der bliver genkendt af systemet, slettet umiddelbart efter kampen.

Med de krav, der stilles fra Datatilsynet, kan AGF ikke se grund til bekymring.

- Jeg ser ikke personligt det store problem i det, men reglerne på området skal selvfølgelig overholdes. Det her skal jo ses som et hjælpemiddel til de mennesker, der skal identificere ballademagerne. Det er jo ikke robotter, der står og tager imod vores gæster på stadion. Det er jo bare et redskab til de mange vagter og kontrollører, der skal sørge for, at det er de rigtige, der kommer ind, siger Jacob Nielsen.

Facebook
Twitter