Agnete og Ulla oplevede 4. maj 1945: Folk var sanseløse af glæde

I dag er det 75 år siden, at størstedelen af Danmark blev frit.

98-årige Agnete Løndorf bladrer i B.T. Siderne er gulnede, og billederne af jublende menneskemængder er sort-hvide. Avisen er 75 år gammel og et minde om en aften, hun aldrig vil glemme.

Den dag blev Danmark frit efter fem års besættelse af den tyske værnemagt.

I 1945 var Agnete Løndorf 23 år gammel og nygift. 4. maj hørte hun og hendes mand særudsendelsen i radioen, hvor meddelelsen kom: Tyskerne havde overgivet sig til den britiske feltmarskal Montgomery, og Danmark, bortset fra Bornholm, var frit.

- Vi fór hen til vinduerne, og i løbet af sekunder var gaden fyldt med mennesker.

Agnete Løndorf og hendes mand løb også afsted i retning af Rådhuspladsen. De måtte holde hinanden i hånden for ikke at blive væk fra hinanden.

Hør radiomeddelelsen om Danmarks befrielse her:

De kunne ikke tage en sporvogn, for linje otte var proppet og sneglede sig gennem mylderet af mennesker, ned ad Rantzausgade på Nørrebro i København, hvor det unge par boede.

- Folk klatrede ovenpå og ud af vinduerne, så der var jo ikke noget med billettering. Alle kørte gratis den aften, husker Agnete Løndorf.

Pludselig var der lys

Få kilometer derfra havde 12-årige Ulla Haastrup også hørt meddelelsen med sin familie i hjemmet i Valby.

- Min mor græd, og min far hoppede op og ned og rev de sorte rullegardiner væk fra vinduerne, og vi tændte al lyset i huset, fortæller den i dag 87-årige kvinde til P1 Morgen.

Familien styrtede ud på villavejen. Der var lys i alle hjem.

- Det var en utrolig oplevelse. Der var jo så mørkt under besættelsen, at min far kunne undervise mig i stjernebillederne, for dem kunne man se tydeligt. Det tror jeg ikke, vores børn og børnebørn har fornemmelsen af, når man bor i byen, siger hun.

Familien løb i retning af Valby Langgade, og som på Nørrebro – og mange andre steder i landet – var gaderne fyldte, sporvognene proppede, og mennesker jublede på taget og ud af vinduerne.

- Det var så utænkeligt i en tid, hvor man opførte sig så pænt, så pænt, siger Ulla Haastrup.

På Rådhuspladsen var folk ekstatiske.

- Folk kastede med huer og tørklæder og handsker op i luften, helt sanseløse af glæde. Det syntes vi var morsomt, og vi var jo lige så tossede, min mand og jeg, siger Agnete Løndorf.

Dagen derpå var forfærdelig

Begge kvinder husker den overvældende glæde, de selv og menneskene omkring dem følte den aften. Men dagen efter var fyldt med ængstelse. Begge var de vidner til, hvad der skete med dem, der havde samarbejdet med eller indledt forhold til tyskerne.

- De stod oppe på en vogn, og folk råbte efter dem og klippede pigernes hår af, og de var jo rædselsslagne. Det var ganske unge piger nogle af dem. Det var forfærdeligt. På den anden side vidste jeg jo godt, at det var vores fjender, men jeg kunne alligevel ikke rigtigt i mit indre klare det, siger Agnete Løndorf.

Ulla Haastrup havde i løbet af krigen set sin morfar stå med hænderne oppe, da Gestapo tog ham. 5. maj så hun værnemagere på frihedskæmpernes vogne stå på samme måde.

- At frihedskæmperne gjorde det mod nogle andre danskere, det var så frygteligt. Det var noget, tyskere gjorde. Det var ikke noget, danskere gjorde og slet ikke mod hinanden. Folk spyttede på dem, skubbede til dem og slog efter dem. Det var en forfærdelig kynisme, jeg aldrig har glemt, siger hun.

I dag savner vi knus - dengang gav man hånd

I dag står Danmark i en helt anden slags krise. Men både Agnete Løndorf og Ulla Haastrup kan drage paraller mellem dengang og nu.

Agnete Løndorf husker især knapheden af fødevarer, hvor man måtte købe blandt andet erstatningskaffe på mærker.

- Det gør vi ikke nu. Nu hamstrer vi i stedet for, selvom der er masser af varer. Men folk går ikke ud og køber nu (efter epidemiens første dage, red.). De bliver indendøre. Og det var vi også nødt til dengang - at blive indendøre visse dage, siger hun.

Ulla Haastrup længes som mange andre efter at give sine nærmeste et knus. Men selv i ekstasen 4. maj 1945 blev der ikke uddelt mange kram.

- Alle havde hat på, så når man hilste på hinanden, tog man hatten af og hilste. Men den dag gik det så vidt, at man gik hen og gav hånd. Men man krammede ikke, for det gjorde man ikke dengang, fortæller hun.

Vigtigt at huske

I aften sætter Ulla Haastrup lys i sine vinduer for at mindes og for at huske andre på tiden dengang. Det gjorde Agnete Løndorf også i mange år, men efterhånden som hun er blevet ældre, er hun blevet bekymret for at falde i søvn, mens lysene brænder.

Begge kvinder mener, at det er vigtigt at markere dagen og fortælle yngre generationer om krigen. For vi kan stadig lære af den.

- Det ligger altid i baggrunden. Det former mennesker, at man ikke altid har medgang, siger Agnete Løndorf.

Med tiden har krigen lært hende ikke at nære bitterhed mod de tyske soldater i Danmark.

- Det var unge mænd, og de gjorde, som deres regering sagde. Selvom det gik ud over mange andre, så er jeg i dag kommet dertil, at vi skal ikke bære nag, siger hun.

Facebook
Twitter