AK81'er fængslet efter skudepisode

Der blev afgivet flere skud mod en bil foran Hells Angels klubhus i Odense lørdag aften. Nu er en 43-årig mand varetægtsfængslet efter grundlovsforhør.

En 43-årig mand er i dag blevet fremstillet i et grundlovsforhør i Odense og varetægtsfængslet frem til den 12. august.

Der blev affyret flere skud mod en person med anden etnisk baggrund end dansk på Petersmindevej i Odense lørdag aften.

Ingen blev ramt, og politiet anholdt 11 personer fra støttegruppen AK81.

Af dem blev en 43-årig mand søndag fremstillet i et grundlovsforhør i Odense og varetægtsfængslet frem til den 12. august.

- Den pågældende mand er varetægtsfængslet for overtrædelse af våbenloven, men er desuden sigtet for forsøg på manddrab, fortæller chefpolitiinspektør John Jacobsen fra Fyns Politi.

Kørte selv til klubhuset

Den unge mand, der endte i skudsalven, var kørt til Hells Angels klubhus på Petersmindevej efter tumult på Ejbygade.

Der havde rockerne råbt efter manden, som kørte væk fra stedet.

Han stødte dog ind i banden igen på Kochsgade, hvor AK81'erne kørte efter ham, og de endte på Petersmindevej, hvor skyderiet fandt sted.

Manden havde påkørt en bil og befandt sig inde i sin bil, da der blev skudt mod ham. Han blev ikke ramt og flygtede fra stedet. Siden kontaktede han politiet gennem en ven.

Forurettede ikke kendt af politiet

- Forurettede er helt ukendt af politiet og har så vidt vides ikke banderelationer, siger John Jacobsen.

Som følge af skudepisoden ransagede politiet i løbet af natten klubhuset på Petersmindevej og en række andre adresser i Odense. John Jacobsen ønsker ikke at oplyse, hvad ransagningerne førte med sig.

Var gæst fra Sønderjylland

Den fængslede 43-årige er - trods hans relativt høje alder - medlem af HA støttegruppen AK81, som eller normalt tegnes af unge mænd i 20'erne.

Den 43-årige er ikke fra Odense, men var gæst fra Sønderjylland til den fest, der var i HA-borgen lørdag aften.

Den unge indvandre er ikke bandemedlem, men ifølge DR-Nyheders oplysninger ikke at betragte som udenforstående.

Facebook
Twitter