- Jeg er meget glad for det her øjeblik. Jeg havde virkelig brug for at møde dig og give dig en undskyldning for min rolle og støtte dig, fordi jeg er blevet meget mere forstående over for, hvad det var, du kæmpede for og hvorfor.

Ordene er forfatter og projektleder Ahmed Akkaris, og personen, han adresserer, er forfatter og debattør Flemming Rose.

De to placerede sig i aftes i Deadlines stole. Begge havde centrale roller under Muhammedkrisen, men var dengang placeret på hver sin side af konflikten.

Flemming Rose var dengang kulturredaktør på Jyllands-Posten og en af idémændene bag de 12 karikaturer af profeten Muhammed, der blev bragt i avisen 30. september 2005.

Mens han forsvarede avisens beslutning, rejste Ahmed Akkari og andre imamer rundt i Mellemøsten og kritiserede karikaturtegningerne i skarpe vendinger, og efter kort tid blev trykningen af tegningerne efterfulgt af en international krise, der bredte sig som en steppebrand i Mellemøsten.

Flere arabiske lande trak deres ambassadører hjem fra Danmark, boykottede danske varer, og der var demonstrationer og afbrændinger af det danske flag foran ambassader i udlandet.

Det er første gang, de to mødes efter Muhammedkrisen, og ordvekslingen i interviewet står i stærk kontrast til for 12 år siden.

Akkari har ændret holdning

For meget er sket siden Muhammedkrisen. Ahmed Akkari har fortrudt sin rolle og er trådt ud af det islamiske miljø, han var en del af. Den nu tidligere imam har udgivet to bøger, hvor han gør op med sin fortid og bor i dag i Grønland.

Han forsøgte at sætte et møde op med Flemming Rose tilbage i 2014, da hans første bog "Min afsked med islamismen" udkom, men først fire år efter lykkedes det.

Ahmed Akkari indleder interviewet i Deadline med et citat af Ludvig Holberg:

”Jeg maa ogsaa indrømme at der er megen Vrede og Bitterhed i mine Satirer. Men det er kun mod Menneskenes Fejl, ikke mod dem selv, jeg spidser min Pen".

Ifølge ham rummer citatet essensen af det, der er gået op for ham efter Muhammedkrisen.

- Det er et udtryk for, hvad det var, jeg desværre meget sent og efter meget skade, fik øjnene op for. Det drejer sig ikke om en kamp mod religionen og dens symboler, men hvad der gemmer sig bag af autoritarisme og undertrykkelse. Det var det, Jyllands-Posten så i de tegninger. Det er oplysning, der er så nødvendigt for os alle sammen.

Tilgivet Akkari for længe siden

Flemming Rose, har du tilgivet Ahmed Akkari?

- Det har jeg gjort for lang tid siden. For mig har det aldrig nogensinde været personligt. Jeg oplevede konfrontationen med Muhammedkrisen som en kamp om idéer, principper og fundamentet for vores samfund. Det er første gang, jeg møder Akkari i dag, og jeg har selv lært ved at være genstand for mediernes opmærksomhed, at man skal være meget forsigtig med at dømme folk på baggrund af den måde, de fremstår på og bliver beskrevet på i medierne, siger han.

Ifølge Flemming Rose har Ahmed Akkari som en af de få turde tage et opgør med sine holdninger i offentligheden.

- I den forstand har jeg meget stor respekt for det, Akkari har gjort. Det er trist at se, at efter bogen ("Min afsked med islamismen". red.) udkom, er han blevet fordømt af dem, han tidligere var sammen med – naturligvis fordi han tog et opgør med dem - men han er heller ikke rigtig blevet taget ind eller har fået mulighed for at stille sin enorme indsigt og viden til rådighed for det danske samfund, når det gælder afradikalisering og parallelsamfund.

Opgør med det, der engang var det rigtige

I Ahmed Akkaris seneste bog "Mod til at tvivle", der netop er udkommet, beskriver han sin forvandling fra islamist til humanist og fremstiller sin anger og tvivl, der kom snigende efter Muhammedkrisen.

- Mod til at tvivle er essensen af at turde at gøre op med noget, man har troet var rigtigt. Der var mange dengang, der ligesom mig, blev grebet af idealet om den fuldstændige retfærdig, der ville overkomme hele verden. Men bag den har vi set flere lande såsom Tyrkiet og Pakistan, der går mere og mere mod autoritære tendenser med indskrænkninger af rettigheder, fængslinger af modstandere og bortvisninger af venner, siger Ahmed Akkari og fortsætter:

- Det forskrækkede mig dybt efter Muhammedkrisen at se. Jeg er vokset op i Thy i Danmark og har følelser for det land, jeg er vokset op i. Jeg fik en konflikt med mig selv, men det er en lang og sej proces, og det er det, jeg beskriver i bogen.

Nutidens ytringsfrihed

Du har erkendt i dag, at ytringsfriheden er en fuldstændig altafgørende rettighed for vores samfund. Hvordan synes du, den har det i dag?

- Jeg har en opfordring til, at man ikke skal rykke sig på det principielle omkring ytringsfriheden. Det er meget vigtigt at tage hensyn og tænke over, hvordan man præsenterer ting, hvis man vil i dialog med andre, men det hjælper ikke at give sig. Når man giver en lillefinger, så tages hele armen.

- Hvis du giver dig på et punkt, betyder det ikke, at absolutisterne giver noget den anden vej. De søger ikke kompromiser. For dem betyder det en sejr til sandheden, og så skal du give dig på det næste, og så ender det med indskrænkninger af rettigheder, ligesom man ser det i lande mod syd. Det er det, der forskrækker mig. Alle skal have mulighed for at udtrykke sig. Det er det, jeg hylder.

Står absolutisterne stærkere eller svagere i dag?

- De står stærkt i kraft af, at de moderate ikke har taget et opgør med dem. Man kan se, at effekten af trusler kan virke selv på lang sigt. Det handler om at stå fast og være høflig.

Flemming Rose. Er du enig i, at det er de moderate, der har svigtet?

- Jeg har mistet en masse illusioner i løbet af de sidste 12 år. Under Muhammedkrisen kom det meget bag på mig, at der var så mange mennesker, der ikke kunne se forskellen på at have en diskussion på ord og være drønuenige om ting og råbe og skrige og bekende sig til vidt forskellige opfattelser, og så når vold blev et argument.

- Der var mange, der fortsatte med den samme diskussion efter trusler og vold kom på banen, som om det ikke havde ændret debattens essens. Det er faktisk forskellen på barbari og civilisation. I et demokrati er du i stand til at håndtere selv de værste uenigheder ved hjælp af ord og ikke vold. Og det skræmte mig i 2006 at se, at så mange faktisk ikke lagde mærke til det. I dag 12 år senere må man bare sige, at voldsmandens veto gælder.

Du kan se hele interviewet med Flemming Rose og Ahmed Akkari i Deadline her.