Akkari vil på arabisk tv med Fogh

Muslimsk talsmand i Danmark kommer med forslag til at løse konflikten i Mellemøsten i kølvandet på balladen om Muhammed-tegningerne. Blandt andet vil han gå på arabisk tv sammen med Anders Fogh Rasmussen.

Ahmed Akkari, der er talsmand for en række muslimske organisationer i Danmark, ønsker at mødes med Fogh på arabisk tv for at dæmpe vreden i den muslimske verden. (Foto: DR © DR)

Løsningen på konflikten i Mellemøsten er dialog, mener Ahmed Akkari, der er talsmand for en række muslimske organisationer i Danmark.

Han kommer derfor med to forslag, der skal bløde spændingerne i den muslimske verden op.

På tv med Fogh

- Det ene er, at vi (de muslimske organisationer i Danmark, red.) sammen med statsministeren går på åbent tv overfor den arabiske verden og forklarer forskellen på Jyllands-Posten og resten af den danske befolkning. Vi skal forklare, at vi vil afkræve Jyllands-Posten en undskyldning, ikke dronningen og ikke statsministeren, sagde Ahmed Akkari i går aftes under en debat på DR-tv.

Undskyldning fra Jyllands-Posten

- Det andet forslag er, at vi sammen med Carsten Juste laver en pressekonference, hvor vi giver hinanden hånden, og hvor han undskylder for at have krænket muslimernes følelser ved at have bragt tegningerne. Så siger vi til gengæld, at vi fuldt ud vil respektere ytringsfriheden, som vi både nyder af og deltager i her i landet, lød det fra Akkari.

Selvmodsigelse

Men Jyllands-Postens chefredaktør, Carsten Juste, kunne ikke helt følge Akkaris udtalelser:

- Jeg synes, der ligger en modsigelse i det, fordi vi skal forpligte os til aldrig mere at bringe tegninger af Muhammed, og samtidig siger du, at I går ind for ytringsfrihed. Det har jeg lidt svært ved at få til at passe sammen, sagde Juste, der ikke umiddelbart ville acceptere invitationen.