Aktivister dømt for opfordring til vold

To kvinder fra Climate Justice Action får fire måneders betinget fængsel for at opfordre til vold mod politiet under klimatopmødet.

To talsmænd fra netværket Climate Justice Action er i Københavns Byret blevet idømt betinget fængsel i fire måneder for at opildne til vold mod politiet.

Opfordringen til vold mod politiet skete i forbindelse med en demonstration 16. december sidste år.

Demonstrationen foregik ved Bella Center i København, hvor verdens topledere var samlet til klimatopmødet COP15.

Talsmændene Tannie Nyboe og Stine Gry Jonassen valgte at tage betænkningstid til at overveje at anke dommen.

Vil ikke gå forrest

Dommen betyder, ifølge kvindernes forsvarer Thorkild Høyer, at demonstranter fremover vil være tilbageholdende med at gå forrest i en demonstration uden at være maskerede, fordi de ellers risikerer at blive dømt som talsmændene.

Anklageren fra Københavns Politi havde krævet en ubetinget fængselsstraf. Det er nu op til statsadvokaten at beslutte, om dommen ankes til en skærpelse af straffen.

Ét medlem af domsmandsretten var i mindretal og ville ikke dømme de to, som anklagen var beskrevet.

Flere retssager

Med dommen er anklagemyndigheden klar til at gå videre med yderligere retssager mod en tredje talsmand, tyskeren Tadzio Müller, og to andre aktivister fra Climate Justice Action.

Under demonstrationen "Reclaim Power" havde demonstranterne bebudet at ville trænge igennem politiets kæder og ind til de politiske beslutningstagere i Bella Center. Så vidt kom det som bekendt ikke.

Tannie Nyboe og Stine Gry Jonassen var om bord på den højttalervogn, der førte an i demonstrationen.

Skubbede politifolk

De forsøgte ifølge dommen at trænge gennem politiets afspærring ved at råbe "push" eller noget lignende.

Deres opfordring førte til, at en større gruppe mennesker skubbede kraftigt mod politifolk, hvoraf flere blev trængt og havde svært ved at få luft.

De havde heller ikke i den pressede situation mulighed for at trække deres stave eller bruge peberspray.

De to talsmænd blev efterfølgende varetægtsfængslet, men løsladt igen, da topmødet var slut.

De er nu dømt for medvirken til vold mod politiet, grov forstyrrelse af ro og orden og husfredkrænkelse og hærværk.

Facebook
Twitter