Aktivister: Vi må boykotte zoo

Dyreaktivist mener, at Københavns Zoo skal arbejde hårdere for at sende dyr videre til andre haver i stedet for at aflive dem.

Dyreaktivister truer med at boykotte Zoo København, efter haven har aflivet en rask giraf.

- Vi kan ikke se på, at de behandler dyr sådan her, som vi gladelig betaler til. Hvis de ikke kan forstå det nu, må vi boykotte zoo, siger Linda Bettina Jørgensen, der sammen med andre aktivister var mødt op foran Zoo med fakler og bannere for at protestere mod aflivningen.

Søndag formiddag blev giraffen Marius aflivet i zoologisk have i København. Det har fået sociale medier til at eksplodere med aktivister, der vil boykotte haven.

Slut med overskudsdyr

- Det må være slut med overskudsdyr. Det kan ikke være rigtigt, at man avler og afliver sunde og raske dyr.

- De får så mange penge inde i Zoo, så vi må sørge for, at de dyr kommer videre, siger Linda Bettina Jørgensen.

Aflivningen sker som led i det europæiske avlsprogram for giraffer, idet det ifølge Københavns Zoo ikke er muligt at sende den af sted til en anden zoologisk have uden at skabe indavlsproblemer.

Skulle være givet til løverne tidligere

Giraffen, der er blevet aflivet, skal blandt andet bruges som foder til løverne. Men det bryder aktivisterne sig ikke om.

- Fordi de fra starten har vidst, at han var et overskudsdyr, en han. Det har de ikke brug for, i stedet vælger de at gøre det (obduktionen, red.) til en turistattraktion, siger Linda Bettina Jørgensen.

- De burde have kommet af med ham for lang tid siden.

Skulle de have givet den til løverne, da den var lille?

- Ja det synes jeg. Fordi når det er en han, og der ikke er plads til den, så synes jeg ikke de skal tjene penge på den, siger Linda Bettina Jørgensen.

Facebook
Twitter