Akupunktur hitter på danske sygehuse

Udstrakt brug af akupunktur på sygehusene betyder, at hvert tredje sygehus er med på den alternative bølge.

Den alternative behandlingsform, der bruges, er i 97 procent af tilfældene akupunktur. (© Colourbox)

Alternativ behandling er vidt udbredt på de danske sygehuse.

Det gælder ikke mindst brugen af akupunktur, som finder sted på knap hvert tredje sygehus.

På hvert ottende sygehus er der et igangværende forskningsprojekt om alternativ behandling.

Den alternative behandling er mere udbredt på store end på små sygehuse og bruges på meget forskellige områder - lige fra kræft- til fødselsafdelinger.

Det fremgår af en undersøgelse fra Videns- og Forskningscenter for Alternativ Behandling (ViFAB. Bag undersøgelsen står blandt andet forskere fra Københavns Universitets forskningsgruppe vedrørende alternativ behandling (KUFAB).

Offentlige mere åbne end private

Den viser også, at alternativ behandling er mere udbredt på somatiske sygehuse end på psykiatriske sygehuse. De offentlige sygehuse er også mere åbne overfor alternativ behandling end de private sygehuse.

Den alternative behandlingsform, der bruges, er i 97 procent af tilfældene akupunktur.

Behandlingerne udføres af autoriseret sundhedspersonale som fysioterapeuter, jordemødre, læger og sygeplejersker.

Den væsentligste begrundelse for sygehusenes brug af alternativ behandling er videnskabelig dokumentation (33 procent), behandling uden bivirkninger (21 procent), interesse fra medarbejderne (21 procent) og interesse fra patienterne (8 procent)

De fagområder, der bruger alternativ behandling, er fødsel, smerte, hæmatologi, psykiatri, kræft, anæstesi/operation og misbrug og afvænning.

Facebook
Twitter