Alexander og Søren blev skudt af politiet for 25 år siden: Vanvittigt politiet skød ind i en folkemængde

Alexander Borgström troede, han havde fået en sten i hovedet, indtil læge fortalte, at der sad et projektil.

- Vi står her, de står der. Det er faktisk heroppe, at helvede bryder løs, fortæller Alexander Borgström om urolighederne for 25 år siden, der endte med, at han blev ramt af politiets skud.

Den aften og nat åbnede dansk politi for første gang i fredstid ild mod en menneskemængde.

Han peger ud mod Fælledvej og beretter detaljeret, som var det i går, om sine oplevelser på Nørrebro den 18 maj 1993.

Der gik to minutter, og så kom lægen ud og lagde hånden på mit bryst og sagde, det glemmer jeg aldrig Alex, du har ikke fået en sten i hovedet, der sidder et projektil i hovedet på dig.

Alexander Bergström

Dengang var han aktiv på venstrefløjen og deltog i demonstrationen den 18. maj efter folkeafstemningen om Edinburg-aftalen, der var en ændring af Maastricht-traktaten. Den havde danskerne stemt nej til i juni 1992, mens det blev et ja til Edinburg-aftalen.

Demonstrationen begyndte ellers fredeligt, da en stor gruppe mennesker stimlede sammen til et lovligt anmeldt arrangement på Blågårds Plads på Indre Nørrebro omkring klokken 18.
Men det endte med voldsomme sammenstød mellem demonstranter og politi. Der blev tændt bål i gaderne, i biler og i containere.

Troede det var en brosten

På Fælledvej befandt Alexander Borgström sig pludselig midt i kaosset.

- Jeg kommer lige rundt, og så ser jeg folk løbe. Jeg spørger, hvorfor vi løber, og så siger det bare smadder lige ind i hovedet på mig. Jeg ved ikke rigtig, hvor jeg er ramt.

- Så begynder jeg at spytte ud, og så står der bare søjler med blod og tænder og knogler og sådan noget. Så ved jeg godt, at der er sket noget seriøst, fortæller han.

Det jeg ikke forstod, det var, at de ikke bare trak sig tilbage. Det synes jeg, de kunne have gjort hele tiden. Men det gjorde de ikke.

Søren Lind

Turen gik til Rigshospitalet og Alexander Borgström troede først, han var ramt af en brosten i hovedet.

- Jeg kommer ind til røntgen og ud på briksen igen. Der gik to minutter, og så kom lægen ud og lagde hånden på mit bryst og sagde, du har ikke fået en sten i hovedet, der sidder et projektil i hovedet på dig. Du er blevet skudt i hovedet.

- Den var gået ind i smilehullet, og så var den gået skråt ned og fjernet kæben, fortæller Alexander Borgström.

Alexander Borgström var ikke den eneste, der blev ramt af de i alt 113 skud, som de 33 betjente affyrrede den nat. 10 andre fik behandling for skudsår på Rigshospitalet.

En af dem var 17-årige Søren Lind.

- Jeg kunne høre de her knaldperler, som var det fyrværkeri. Og jeg forstod ikke, hvad der skete, men lige pludseligt kunne jeg mærke, at der silede blod ned af min arm. Og jeg fik set, at der var et skudhul i skulderen, fortæller Søren Lind.

Han overnattede på Rigshositalet og blev senere anholdt af politiet.

- Jeg forstår ikke, at de ikke bare trak sig tilbage. Det synes jeg, de kunne have gjort hele tiden. Men det gjorde de ikke, siger Søren Lind.

Ingen forståelse for skyderi

Urobetjenten Flemming Sloth Andersen siger dog, at det ikke var en mulighed.

- Hvis vi begyndte at trække os tilbage, så ligger der flere lag af brosten. I min optik var der kun en mulighed, og det var at komme fremad.

- Uanset hvordan man vender og drejer det, så var politiet nødt til at vinde. For ellers havde de smadret hele bydelen. De brændte biler af, hvor flammerne slikkede op af huse, og vi kunne ikke få brandbiler frem. Så vi er nødt til at vinde slaget – uanset hvad det koster, siger Flemming Sloth Andersen.

Søren Lind har dog ingen forståelse for, at politiet skyder.

- Det er fuldstændig vanvittigt, at de står og skyder ind i en folkemængde. Borgere, som de egentlig er sat til at passe på, siger han.

Flemming Sloth Andersen er i dag 59 år og forlod politiet for 15 år siden. Efter urolighederne var han stærkt mærket af episoden.

Et reportagebillede af ham fra gadekampene med trukket pistol blev nærmest symbol på urolighederne. Han modtog dødstrusler, og blandt andet derfor står han også først frem med sin historie nu i DR2's dokumentar.

- Når lyden kommer på, er det nøjagtigt, som at stå dernede igen. Det er voldsomt. Det er heldigt, jeg sidder her i dag. Selvfølgeligt berør det mig. De er jo lige så hårdt ramt, som vi var, siger Flemming Sloth Andersen.