Alien-klædte demonstranter forsøgte at standse Pegida-demonstration

Københavns Politi har anholdt flere personer efter sammenstød med moddemonstranter ved en Pegida-demonstration.

Moddemonstration mod Pegida lørdag ved Mindeankeret i Nyhavn. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2016) (Foto: © Claus bech, Scanpix)

Rettelse: I den oprindelige udgave af denne stod der, at der var sammenstød mellem demonstranter og moddemonstranter. Det er ikke tilfældet. Der var alene sammenstød mellem politi og moddemonstanterne. DR beklager.

Under en Pegida-demonstration ved Nyhavn i København hertil eftermiddag har politiet anholdt flere personer.

Det skete efter, at der opstod tumult mellem politi og moddemonstranter ved en demonstration fra den kontroversielle anti-islamiske organisation For Frihed (Pegida).

- Jeg kan bekræfte, at vi har gennemført anholdelser. Men hvor mange kan jeg ikke sige på nuværende tidspunkt. Der opstod lidt kaos, og der blev aktiveret nogle røgbomber. Men vi satser på, at demonstrationen kan fortsætte i god ro og orden, siger politikommissær Lars Krabbe fra Københavns Politi.

  • Under en Pegida-demonstration ved Nyhavn i København hertil eftermiddag har politiet anholdt flere personer. (Foto: © Claus bech, Scanpix)
  • Foruden anholdelserne skabte demonstrationen også kødannelse og trafikale udfordringer for trafikken i området ved Nyhavn og Christiansborg. (Foto: © Claus bech, Scanpix)
  • Moddemonstranterne bar alien-masker og skilte med teksten 'Aliens mod fremmedhad'. (Foto: © Claus bech, Scanpix)
  • Politiet griber ind ved en moddemonstration mod Pegida lørdag d. 3 september 2016 ved Mindeankeret i Nyhavn. (Foto: Claus Bech/Scanpix 2016) (Foto: © Claus bech, Scanpix)
  • Københavns Politi har anholdt flere personer under sammenstød mellem Pegida-tilhængere og moddemonstranter. (Foto: © Claus bech, Scanpix)
  • Det er langt fra første gang, at der opstår problemer ved Pegidas demonstrationer. Organisationen har tidligere afholdt demonstrationer i København, hvor politiet har været tilstede og har anholdt flere personer. (Foto: © Claus bech, Scanpix)
1 / 6

Foruden anholdelserne skabte demonstrationen også kødannelse og trafikale udfordringer for trafikken i området ved Nyhavn og Christiansborg.

Pegida-demonstrationen var anmeldt, og politiet var derfor vidende om, at gruppen lørdag ville gå på gaden.

Københavns Politi kan endnu ikke oplyse, hvem der står bag moddemonstrationen. Moddemonstranterne bar alien-masker og skilte med teksten 'Aliens mod fremmedhad'.

Det er langt fra første gang, at der opstår problemer i forbindelse med Pegidas demonstrationer. Organisationen har tidligere afholdt demonstrationer i København, hvor politiet har været tilstede og har anholdt flere personer.

Sidste år var der omkring 30 Pegida-demonstrationer i København. Københavns Politi brugte 30.000 mandetimer på at sikre ro og orden under de omstridte demonstrationer, der har ført til flere moddemonstrationer.