Alkohol, kaffe og slik er til sammen større klimasyndere end oksekød

Fødevareministeren vil ikke ændre vaner med tvang og pisk.

Forbrug af slik, kage, alkohol og kaffe sætter et stort klimaaftryk. Samlet set faktisk større end oksekød. (Foto: liselotte sabroe © Scanpix)

Præcisering 12. august 2019: Artiklen er opdateret med oplysninger om, hvem der har støttet forskningsprojektet fra Aarhus Universitet, og samtidig er der tilføjet et 'også' i andet afsnit, da forskeren pointerer længere nede i artiklen, at vi ikke skal fjerne fokus fra køds klimaaftryk, men i stedet også kigge på vores forbrug af nydelsesmidler. Derudover er rubrikken opdateret, så det helt tydeligt fremgår, at det er nydelsesmidlernes samlede klimaaftryk, der er større end oksekøds klimaaftryk.

Forbrug af oksekød er ofte omdrejningspunktet i hede debatter om vores klimaaftryk.

Men noget tyder på, at vi også skal til at vende blikket et nyt sted hen - lige der hvor tilværelsen virkelig bliver forsødet.

En rapport fra Aarhus Universitet viser nemlig, at nydelsesmidler som alkohol, søde sager, kaffe og te udgør ikke mindre end 28 procent af det samlede klimaaftryk fra danskernes fødevarer.

Klimabelastningen fra oksekød udgør omkring 11-15 procent af den samlede klimabelastning fra gennemsnitskosten blandt voksne danskere.

Netop en markant omlægning af vores kost er et af de vigtigste værktøjer, hvis vi skal modgå klimaforandringerne, fastslår FN’s klimapanel, IPCC, i en dyster rapport, der udkom i dag.

Ifølge Ellen Trolle, der er seniorforsker ved DTU Fødevareinstituttet og medforfatter til rapporten fra Aarhus Universitet, ville vi komme rigtig langt med den grønne omstilling ved også at fokusere på de lidt mere "sjove" dele af vores daglige kost.

- Jeg er ikke ude på at dreje fokus væk fra de animalske fødevarers klimaaftryk (fx oksekød, red.), men man skal kigge på hele kosten og se, hvordan man kan reducere klimaaftrykket.

- Og når vi taler kaffe, alkohol og søde sager er det fødevarer, som vi ud fra et ernæringsmæssigt synspunkt jo godt kan undvære, siger hun.

Brug kostrådene

Der vil altså være tale om at slå to fluer med et smæk, fordi det også forbedrer vores generelle sundhedstilstand, hvis vi skærer ned på indtaget af nydelsesmidlerne.

- Generelt kan man sige, at mindre kan gøre det. Der er et stort forbrug af slik i Danmark. Og vores alkoholforbrug kunne også godt være mindre. Og man behøver heller ikke helt så mange kopper kaffe i løbet af dagen, som vi drikker nu, siger Ellen Trolle.

- Man kan erstatte nogle af nydelsesmidlerne med nogle planteprodukter. Det kan man sagtens hygge sig med. Og man kan drikke vand i stedet for kaffe og te, siger hun.

Danmark er et af de lande i Europa med det allerhøjest alkoholforbrug per indbygger.

Ifølge Danmarks Statistik blev der i 2016 solgt 354 millioner liter øl, 151 millioner liter vin, 20 millioner liter spiritus og 6 millioner liter alkoholsodavand herhjemme.

Når det kommer til slik, er det på verdensplan kun finnerne, der overgår danskerne i forbrug. Otte kilo slik spiser hver dansker i gennemsnit hvert år.

Men i virkeligheden burde det ikke være så svært at gøre sit klimaaftryk fra fødevarer lavere, for man kan bare lytte til de officielle kostråd i Danmark.

De officielle kostråd lyder blandt andet, at vi skal spise frugt og mange grøntsager, spise mere fisk og vælge fuldkorn. (Foto: Kasper palsnov © Scanpix)

Gør alle det i højere grad, ville klimaaftrykket fra vores fødevarer med al sandsynlighed falde ganske drastisk.

- Vi har jo allerede nogle kostråd, som blandt andet går ud på at spise mere frugt og grønt og fuldkornsprodukter, siger Ellen Trolle.

Minister: Vi skal motivere

Den nye S-regering har en ambitiøs målsætning om, at Danmark skal reducere drivhusgasser med 70 procent i 2030. Det gør Danmark til af de mest ambitiøse lande på klimaområdet.

Men for at nå derhen kræver det massive investeringer og omlægninger - herunder af vores fødevareindtag, lyder det fra fødevareminister Mogens Jensen (S).

Han er dog ikke meget for at gøre det ved tvang:

- Det handler meget om oplysning og motivation af forbrugerne til at ændre spisevaner. Og det vil jeg styrke som minister.

- Vi skal gøre det lystbetonet for danskerne at bidrage. Det handler ikke om tvang, og at vi skal gå og piske hinanden, fordi vi spiser noget bestemt, siger Mogens Jensen.

Han afviser dog ikke, at der kan blive skruet på nogle knapper, så det kommer til at gå i en mere grøn retning.

- Afgifter er skatteministerens bord, men jeg kan ikke udelukke, at der på en eller anden måde skal skabes nogle forskellige incitamenter til, at man går i den rigtige, grønne retning. Men der er ikke konkrete planer om det.

- Det står bare klart, at vi skal bruge alle redskaber i kassen for at nå målet om 70 procents reduktion i 2030, siger Mogens Jensen.

Gode råd til et lavere klimaaftryk:

  • Øg forbruget af sæson-tilpasset frugt og grønt.

  • Begræns forbruget af bananer, citrusfrugter og vindruer.

  • Undgå produkter, der transporteres med fly og lange lastbilstransporter.

  • Øg forbruget af bælgfrugter.

  • Begræns forbruget af olivenolie og palmeolie.

  • Nedsæt forbruget af kød.

Facebook
Twitter