Alle har fået tilbudt job: Kursus på 33 dage giver attraktive medarbejdere

Kursus som kabelmontør har stor succes, da kursisterne får mulighed for at lave elektriker-opgaver.

Henrik Jensen og Dorte Andersen er begge ufaglærte, og de var kolleger på Danish Crown-slagteriet i Sæby. Nu er de kolleger på kurset som kabelmontør - og efter kurset bliver de også kolleger ved vindmølleproducenten ProCon. (Foto: © Bendt Godtberg, DR)

Der er mangel på faglærte håndværkere i Danmark, og behovet bliver ikke mindre de kommende år.

Et af de områder, hvor der mangler faglært arbejdskraft, er elektrikere og teknikere. De bliver kun mere eftertragtede, som den grønne omstilling skrider frem og der i højere grad bliver skiftet til grøn energi.

Men det er svært at få flere i lære som elektriker, så der bliver tænkt i alternative løsninger til at få flere faglærte. Et af de steder, hvor det bærer frugt, er hos Tech College i Aalborg.

Det er en af de tekniske skoler i Danmark, hvor du kan tage et kursus i at blive kabelmontør på bare 33 dage.

De har lige nu 26 kursister igennem, og alle kursister er allerede blevet tilbudt et job på den anden side af kurset.

Jobtilbuddet kommer fra vindmølleproducenten ProCon, og 25 af kursisterne har allerede takket ja.

- Det er svært at finde arbejdskraft til at få løst de opgaver, vi kigger ind i med den grønne omstilling. Når vi ikke kan skaffe de elektrikere, vi har brug for, er det en god mulighed at omskole folk som kabelmontør, siger Carina Holst Kristensen, der er HR-chef hos ProCon.

Hjælper elektrikerne med arbejdet

Som kabelmontør hjælper man elektrikerne med den grovere del af arbejdet. Det kan være at trække kabler eller hjælpe med bestemte installationer.

Alt sammen opgaver, som det typisk er elektrikerne, der selv laver - men som en kabelmontør kan varetage.

- Når der mangler hænder i elbranchen, er det her en måde at få flere hænder ind i branchen og samtidige frigive elektrikerne, så de i stedet kan koncentrere sig om det specialiserede elektriker-arbejde, siger forretningsudvikler hos Tech College i Aalborg, Henrik Holm Jensen.

Henrik Holm Jensen i værkstedet på Tech College i Aalborg. (Foto: © Bendt Godtberg, DR)

Håbet er også, at nogle af kabelmontør-kursisterne bliver bidt af el-faget, så de vil uddanne sig endnu mere.

- Måske bliver de også inspireret til at komme i lære som elektriker, så vi får endnu flere hænder ind i branchen, siger Henrik Holm Jensen.

Ny branche som 60-årig

En af dem, der er i gang med kurset, er 60-årige Henrik Jensen.

Han har tidligere arbejdet hos Danish Crown-slagteriet i Sæby, der blev lukket i sommer.

Han var ved Danish Crown i 28 år og er spændt på, hvad fremtiden bringer.

- Jeg vil gerne prøve noget nyt. Alt det her med ledninger og strøm er en ny udfordring, så den griber jeg, siger Henrik Jensen.

- Og så elsker jeg at sidde på skolebænken. Jeg har drømt om at komme på skolebænken og lære noget nyt.

Henrik Jensen er en af dem, der har takket ja til et job hos ProCon. Men hvis det tilbud ikke var kommet, var der helt sikkert kommet et andet, fortæller han.

- Det betyder noget, at man kan få et job på den anden side, men hvis ProCon ikke havde tilbudt et, så tror jeg sagtens, at jeg kunne finde et job som kabelmontør alligevel - selv med mine 60 år, siger Henrik Jensen.