Aller-sælger solgte demente Inger tre abonnementer: 'Det er virkelig groft'

81-årige Inger Kristensen står på 'Robinsonlisten', der bør beskytte hende mod telefonsalg. Alligevel foretog Aller Media ulovligt salg af abonnementer.

Under coronakrisen kunne Anne Jeanette Rasmussen ikke tjekke posten på plejehjemmet hos sin 81-årige mor. Der nåede at samle sig 21 breve fra Aller Media og inkassofirmaet Intrum. (Privatfoto)

Det var en fredag i slut juni. Anne Jeanette Rasmussen skulle for første gang have besøg af sin 81-årige demente mor Inger Kristensen, efter flere måneder hvor de kun har kunnet se hinanden to gange under en hvid teltdug foran plejehjemmet i Vordingborg.

Da hendes mor kom ind af døren med en kasse, undrede det Anne Jeanette Rasmussen. Var det en bog fra plejehjemmet, husker hun, at hun spurgte sig selv.

Men i kassen lå ikke en bog, men en stor stak breve.

Hun bladrede de 21 breve igennem, og mediekoncernen Aller Media og inkassofirmaet Intrum dukkede frem på de hvide konvolutter. Hun fik flashback til de mange gange tidligere, hvor hendes demente mor havde sagt 'ja tak' til alt fra magasiner til doneringer til Røde Kors - uden at ane hvad hun sagde ja til.

Af samme grund skrev Anne Jeanette Rasmussen sin mor på den såkaldte ‘Robinsonliste’ for nogle år siden, så hun kunne undgå henvendelser fra virksomheder og organisationer. Listen er nemlig til for at beskytte forbrugere mod at blive kimet ned af telefonsælgere.

Alligevel stod hun denne fredag i juni med flere breve og en uvidende mor ved sin side.

- Hun havde både fået abonnement på Familie Journalen, Ude og Hjemme og Billedbladet, og fordi regningerne ikke var blevet betalt, var det endt med en stævning. Det er virkelig groft og strengt, at man udnytter svage mennesker, der er i en situation, hvor de ikke har overblik over, hvad de siger ja til. Der er en grund til, at man står på den 'Robinsonliste', siger Anne Jeanette Rasmussen.

Stigende problem

Sagen med Inger Kristensen er langt fra den eneste. Hos Forbrugerombudsmanden har man de seneste år oplevet en stigning i antallet af klager over ulovligt telefonsalg.

Sidste år toppede det med 966 klager, og i år har der indtil videre været 382 klager. I flere af sagerne kontakter virksomheder - ligesom i tilfældet med Inger Kristensen - folk, selvom de står på ‘Robinsonlisten’.

- Vi ser meget alvorligt på virksomheder, der kontakter personer, der står på 'Robinsonlisten'. Det er ulovligt, når en forbruger, der har tilmeldt sig listen, alligevel bliver ringet op. Virksomheder skal tjekke 'Robinsonlisten', før de ringer forbrugere op. De kan ikke bare ignorere den, siger Anja Harild Friis, der er fuldmægtig hos Forbrugerombudsmanden og uddyber, at det har hjulpet på antallet af klager, at en række virksomheder er blevet politianmeldt de seneste år.

Hos Ældresagen får man ligeledes med jævne mellemrum henvendelser fra medlemmer, der har haft problemer med telefonsalg - også selvom de står på ‘Robinsonlisten’.

- Det er da dybt kritisabelt, at en virksomhed ignorerer 'Robinsonlisten' og får held til at sælge produkter til en person, som er ude af stand til at sige fra ved en uopfordret telefonisk henvendelse.

- At den pågældende er tilmeldt 'Robinsonlisten', er jo netop den mulighed man har for at beskytte sig mod uønskede henvendelser, siger souschef Jens Højgaard.

Dybt beklageligt

Hos Aller Media erkender man, at der er sket en fejl og undskylder.

- Det er dybt beklageligt, at det er sket. Vi har ingen interesse i at sælge til folk, der ikke selv kan håndtere et opkald. Vi gør, hvad vi kan for at sikre, at vi ikke ringer op til nogen, der er på Robinsonlisten, men nogle gange kan der ske en fejl, og det er selvfølgelig virkelig ærgerligt. Det bør ikke ske, siger Magnus Hviid, der er kommunikationschef hos Aller Media.

Salget af abonnementerne er sket ad flere omgange, så det er ikke et enkelt opkald, hvor Robinsonlisten er blevet overset. Hvordan kan det ske?

- Salget er sket via det telemarketingbureau, som vi tidligere har benyttet os af til telefonsalg. Vi bruger et nyt nu, så det er svært at sige, hvad der er gået galt. Vi har helt klare retningslinjer for, hvordan vores telefonsalg skal foregå, og i dette tilfælde er der desværre sket en fejl et sted. Vi lægger os fladt ned og er selvfølgelig kede af sagen, siger Magnus Hviid.

I 2016 kunne radio24syv fortælle om lignende sager, hvor det også var hos et af jeres bureauer, at der var sket en fejl. Hvad vil I gøre for, at det ikke sker igen?

- Vi holder vores kontaktlister op mod 'Robinsonlisten' to gange, og vi stiller selvfølgelig krav til, at telemarketingbureauerne, vi bruger til telefonsalg, overholder reglerne. Vi har opsagt vores aftale med det nye bureau fra 31. august, da vi overordnet set stopper med at benytte telemarketingbureauer.

Valgt at klage

Selvom Aller Media har trukket kravene om betaling tilbage og stævningen er i gang med at blive ordnet, så har Anne Jeanette Rasmussen alligevel valgt at klage til Forbrugerombudsmanden over sagen.

- Aller Media har et ansvar her. Efter så mange år med salg så kender de godt reglerne. Nogle vil måske sige “Nårh, men så bruger man bare lidt tid på at få ordnet det, og så er det stoppet”, men der er faktisk enormt meget sorg og smerte forbundet med det, fordi jeg bliver mindet om, at der er ting, min mor ikke kan.

- Det er også at fratage hende noget myndighed og værdighed, at hun bliver sat i den situation, siger hun.

Facebook
Twitter