Allerede mange trafikdræbte i år: 'Jeg tvivler på, vi når 2020-målet'

Transportministeren vil ikke afvise at straffe brug af mobiltelefon bag rattet endnu hårdere.

En ny færdselssikkerhedsskommission får som opgave at nedbringe antallet af trafikdræbte. (Foto: © Jonas Skovbjerg Fogh, Scanpix)

Det går den helt forkerte vej med at nå målet om at have højst 120 trafikdræbte i 2020.

- Jeg tvivler på, at vi kan opfylde de mål, der tidligere er sat, siger transportminister Benny Engelbrecht (S) til DR Nyheder.

Allerede i årets første ti måneder er 159 personer dræbt i trafikken. Det er 25 flere end i samme periode sidste år, viser nye tal fra Vejdirektoratet.

- Vi er det bedste land i Europa til færdselssikkerhed. Men vi kan godt blive bedre. De seneste ulykkestal viser desværre også, at tallene er stagneret. Vi formår ikke at nedbringe antallet af dræbte i trafikken, siger transportministeren.

Derfor nedsætter regeringen nu en ny færdselssikkerhedskommission, som får til opgave at forbedre trafiksikkerheden, så færre dør i trafikken.

Ny formand bliver Andreas Steenberg fra De Radikale, mens Venstres transportordfører, Kristian Pihl Lorentzen, bliver næstformand.

- Det handler især om vores adfærd i trafikken. Vi skal simpelthen være bedre til at passe på hinanden. Lige nu er vi på et kritisk tidspunkt. Vi er der, hvor vi ikke bare er nødt til at kigge på sikkerheden i bilerne, men i høj grad på folks adfærd, siger transportministeren om en af hovedopgaverne for kommissionen.

Stigende uopmærksomhed

Med adfærd henviser Benny Engelbrecht til de rapporter, der igen og igen slår fast, at uopmærksomhed bag rattet stiger og stiger som hovedårsag til dødelige trafikulykker.

Også høj hastighed og kørsel i påvirket tilstand er blandt hovedårsagerne til dødelige trafikulykker.

- Men det er især uopmærksomhed. Altså, det der med, at man sidder og kigger på en mobiltelefon, uanset om man cykler eller kører i bil. Det er ikke en hensigtsmæssig adfærd, siger ministeren.

- Jeg er helt åben over for, at man skal gøre endnu mere for at undgå det. Og jeg håber, at færdselssikkerhedskommissionen vil tænke bredt og ud af boksen, så vi får belyst alle muligheder og får sikret, at vi alle passer bedre på hinanden.

Måske hårdere straf for håndholdt mobil

Straffen for brug af håndholdt mobiltelefon er i år blevet skærpet, så det udover en højere bøde også giver et klip i kørekortet. Benny Engelbrecht afviser ikke, at den straf kan blive skærpet yderligere.

- Jeg er ikke afvisende over for at gå endnu længere ned ad den vej. Men vi skal også hjælpe folk til at blive klogere på, hvordan man forbedrer sin adfærd i trafikken.

Transportministeren vil have, at folk holder sig langt fra at bruge håndholdt mobiltelefon bag rattet. (Foto: © Ida Guldbæk Arentsen, Scanpix)

Transportministeren vil ikke på nuværende tidspunkt give et bud på, hvornår vi så skal nå målet om maksimalt 120 trafikdræbte.

- Jeg vil nødigt sætte et årstal på noget, som jeg synes er en opgave for færdselssikkerhedskommissionen.

Kommissions nye formand, Andreas Steenberg (B), har de tre samme fokusområder som ministeren.

- Det er alkohol, fart og uopmærksomhed. Og der må vi finde ud af, hvordan vi får folk til at få en ordentlig kultur, når de færdes i trafikken, siger han til DR Nyheder.

Han vil vente med at se, hvordan den skærpede straf for brug af håndholdt mobiltelefon virker, før han vil overveje, om straffen skal skærpes yderligere.